Krisiun - Forged in Fury

Forged in Fury

· Udkom

Type:Album
Genre:Death metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: 7/10 baseret på 1 stemme.

​In your face brasiliansk dødsmetal

Brødrene Moyses Kolesne (guitar) og Max Kolesne (trommer) samt Alex Camargo (growl, bas) er stadig i fuld vigør, og nu er de ude med deres 9. studio album, Forged In Fury. Det brasilianske band har nu i mere end 2 årtier formået at fastholde deres melankolske blanding af dødsmetal og thrash, og med denne blanding spiller Krisiun en uden dikkedarer, in-your-face dødsmetal, hvor de ikke viser nogen nåde, hverken i deres måde at indspille på eller til deres live shows.

Forged In Fury - et analogt monster

Krisiun valgte under indspilningen til det foregående album, The Great Execution, kun at bruge analogt udstyr til deres indspilninger. Dette har de valgt også at gøre på Forged In Fury med det resultat, at musikken ikke synes lige så poleret, da lyden får en generelt mere rå og skarp klang.

Valget af analog indspilning passer virkeligt godt til bandet, og man mærker med det samme en form for live-fornemmelse på albummets første sang, ”Scars Of The Hatred”, der er fyldt med heftige blast beats. Og når de til og med mikses sammen med knivskarpe guitar riffs samt Alex’ growl, falder det hele i hak. ”Ways Of Barbarism” har en ond, pumpende rytme, og bandets tekniske og musikalske egenskaber bliver særligt fremvist på dette nummer, som fungerer virkelig godt. ”Dogma Of Submission” er et rasende nummer med hektiske guitarriffs og trommer, der tordner ud af højtalerne, og dette lydbillede passer fint til det musikalske univers, Krisiun befinder sig i. ”Strength Forged Fury” har noget Morbid Angel-agtigt over sig, og Max’ evner på trommerne gør en stor og positiv forskel. ”Oracle Of The Ungod” og ”Burning Of The Heretic” bringer noget old school-dødsmetal ind i albummet, mens den sidste sang ”Timeless Starvation” er mere episk og reelt definerer Krisiun på lige under seks minutter.

Et album skabt i vrede, men som dog aldrig bliver rigtig farligt

Desværre taber albummet lidt af dampen i midtvejs. Sangene kommer til at ligne hinanden, og det hele smelter sammen i de samme riffs og opbygningsmønstre.

Heldigvis vendes bøtten igen, og på de sidste numre kommer der igen fart og variation over feltet. Krisiun holder normen inden for brutal, teknisk dødsmetal, og selv om deres arv er velkendt, bærer Forged In Fury stolt arven videre i forhold til sydamerikansk dødsmetal.

Forged In Fury er måske ikke perfekt, men bider godt fra sig. Bortset fra en svag midte er der rigeligt med gode sange på albummet til at knække din nakke, og derfor giver jeg albummet 7 kranier. Det er ikke perfekt, men det er ondt.

Tracklist

  1. Scars Of The Hatred
  2. Ways Of Barbarism
  3. Dogma Of Submission
  4. Strength Forged In Fury
  5. Soulless Impaler
  6. Burning Of The Heretic
  7. The Isolated Truth
  8. Oracle Of The Ungod
  9. Timeless Starvation
  10. Milonga De La Muerte