Skal vi amputere ved knæet eller halsen?

Koldbrand, eller gangræn, er en nekrosetilstand, der opstår på grund af utilstrækkelig ilttilførsel på baggrund af diverse skader eller infektioner – amputation er ofte den eneste løsning, og dødeligheden er ganske høj. Med andre ord så er koldbrand ret metal. Det er nok også derfor, at der er så utroligt mange bands, og album, der hedder ét eller andet med ”gangrene” som eksempelvis Gangrene Penis fra Australien. Norske Koldbrann har siden starten af det nye årtusind skrålet løs om død, pest, ulykke, atomvinter og tilsvarende hyggelige fænomener. Det er dog hele 11 år siden, bandet sidst udgav noget, så spørgsmålet må derfor være, om der er håb for ofret, eller om nekrosen har spredt sig i en sådan grad, at ikke engang amputation af samtlige lemmer kan redde patienten.

Bøllebank a la Bergen

Ingen skånsel er en ganske passende titel, for selvom albummets intro- og titelnummer starter på en skrattet og atmosfærisk Burzum-influeret måde, så skifter stilen relativt hurtigt over til en markant mere bøllet form for black, der minder mere om Gorgoroth end om den hvide greve, der gik med kniv. ”I unaturens vold” er netop et sådant eksempel på, at ingen bliver skånet her; det nummer er tre et halvt minuts rendyrket had, galde og frådende raseri. Her får alle tæsk, uanset om de har fortjent det eller ej. Ligeså er slutningen af ”Maskiner av nihil” en dejlig thrashet omgang, som virkeligt klæder bandets overordnede lyd – det er desværre ikke noget, de gentager. Det havde ellers været nydeligt.

Bandet viser dog også, at de har andre gear end femte, for der bliver skruet ned for tempoet nu og da. Eksempelvis er ”Prosesjon under blyhimmel” nærmest en sjæler – genren taget i betragtning. Der er da også hele to – desværre totalt unødvendige – instrumentale intermezzi i form af både ”Det kryper kaldt” og ”Vorde eders farkost en katafalk”. De to bidrager absolut ikke med andet end fyld; desværre er fyld ikke noget, som Ingen skånsel mangler, så slutresultatet er ikke så meget koldbrand, som det er kvababbelse.

De hængsler skal lige smøres

Ingen skånsel er overordnet set en udmærket udgivelse og et rigtig flot comebackalbum. Der er dog lidt rust hist og pist, og der er også nogle dørhængsler, der trænger til et skvat olie eller tre. Koldbrann virker fortsat overbeviste om, at de skal spille rå og bøllet 90’er black, men det virker til, de ikke helt er enige om, hvilke nuancer der skal tilføjes, eller hvorvidt der egentlig skal være nogen nuancer. Men når det er sagt, så behøver der nu ikke gå 11 år, før vi hører nyt fra Koldbrann igen.