Dette er Klimt 1918's tredje studiealbum. Jeg har ikke hørt deres foregående albums, så jeg ved ikke i hvor høj grad det italienske band med denne nye opus udforsker nyt terræn. "Just in Case We’ll Never Meet Again (Music for the Cassette Generation)" rummer en omgang melankolsk rock med elementer af støjpop og en pompøs produktion med masser af rumklang, hvor bævrende Sort Sol-agtige guitarer smelter sammen med bækkener i næsten ambientagtige lydflader. Oven på dette udfolder sig enkle, iørefaldende melodier, der minder mig om både Kashmir, U2, The Cure og Muse – sidstnævnte især på det lidt mere energiske "Suspense Music".

Musikken på cd’en (eller på kassettebåndet, der følger med i special edition!) er egentlig ret mainstream-agtig og kunne sagtens passe ind i sendefladen på en vilkårlig radiostation, hvis ikke det lige var for den luftige, diskret mudrede højt-til-loftet-produktion – på den anden side har Mew haft succes med en lignende lyd, så man skal aldrig sige aldrig. Klimt 1918 lyder ikke italienske, end ikke i vokalen, hvor den slags ofte afslører sig, og har et klart internationalt potentiale. I skrivende stund har jeg svært ved at få albummets titelnummer ud af hovedet, så mon ikke der er et lille hit gemt her, om ikke andet så for goths og emoer verden over?

Desværre synes jeg personligt, at bandet tærsker lidt for meget langhalm på de samme musikalske ideer albummet igennem. Der synes groft sagt at være to forskellige typer af udtryk på albummet: den melankolsk drømmende balladerock på numre som "Ghost of a Tape Listener" og "The Graduate" og en anelse firkantede, delvist uptempo numre, som f.eks. "Atget" og "True Love Is the Oldest Fear", der bare ikke helt har energi nok til at blæse pandehåret væk fra de sortmalede øjenlåg. Inden for disse grupper er der ikke særlig meget variation, hverken harmonisk eller melodisk. Men hørt i hovedtelefoner en mørk aften, hvor der bare skal slappes af, er "Just in Case We’ll Never Meet Again…" en ganske behagelig, æterisk oplevelse.