Beskidt og flabet gadedrengerock fra alverdens breddegrader
Et musikalsk gadekryds
Der er ingen tvivl om, at globaliseringen har gjort verden – også rockverden – mindre; det er blandingsbandet Kingbreaker et glimrende eksempel på. Med medlemmer fra hver sin side af kloden har de fire nomader slået lejr i London og indspillet deres debutskive, To The Fire, der byder på en gang skoldhed, men til tider udbrændt rock og rul.
Oktan og rust
Selv beskriver bandet sin musik som ”high octane heavy rock”, og denne karakterisering understreges da også fra første udskejelse, ”Outlaw”. Her er autopiloten slået fra, Kongeknuseren tager styringen, og rock-speederen er helt i bund – dejlig start! Selvsikkerheden og det høje energiniveau fortsættes pladen ud, hvor der endvidere smages på psykedeliske, gotiske samt melodiske nuancer, og inspirationen fra de mere groove- og riff-baserede bands som Clutch og Black Label Society er tydelig.
Den indledende glæde suspanderes dog hurtigt til fordel for småkedsomhed, idet bandet begynder at gentage sig selv og falder i gennemsnitlighedens faretruende fælde – med undtagelse af vokalist Spinkys præstation! Ved mit første, ignorante møde med Kingbreaker troede jeg faktisk, kraftværket bag mikrofonen var en high-pitched, oprørsk teenagedreng med lidt for meget tobaksrøg i lungerne, men hurtigt viste det sig at være en sand power woman i stedet! Med sin ru, rå, rustne og helt igennem uforfalskede stemme tager Spinky prisen som bandets største force, og hun er grunden til, at bandet skiller sig en anelse ud fra den efterhånden kæmpemæssige rockmasse, der findes alle vegne.
Den instrumentale side af sagen er i høj grad båret af møgbeskidte guitarriffs leveret i læssevis, og på numre som ”Outlaw”, ”Some Of Us” og ”At The Kill” fungerer det rigtig godt. Bandet er fuld af spilopper, men man savner flere spændende indspark fra tromme- og bassektionen, der har tendens til at blive for passive og kedelige.
Til allersidst gemmer sig dog en lille musikalsk godte, idet pladen rundes af med ”Bury The Witness”, der både har karakter, catchiness og kraft. Herudover er tredje skæring, ”Straitjacket”, også ganske vellykket. Desværre overskygges disse numre af alt for mange ligegyldige indskud, og en lille håndfuld numre kan karakteriseres som decideret fyld.
Modig debut
Med To The Fire leverer Kingbreaker et dejligt frisk pust, og det er en ganske udmærket debutskive, der udviser masser af potentiale til fremtidig udvikling. Musikken er på ingen måde banebrydende, men vennerne overlever på den vilde vokal, de rockende riffs og en stor portion integritet. Med disse ord i rygsækken kravler Kongeknuseren lige op over middel og snupper en sekser med hjem.
