Efter undertegnedes mening er hans djævelske højhed, King Diamond, den personage der ubestridt gennem tiderne har haft størst indflydelse på eksponeringen af dansk metal, hvadenten bandet hedder Mercyful Fate eller hans eget King Diamond band. Hans stil og image er simpelthen så gennemført at det er svært at komme uden om King, uanset hvor middelmådig en 'banger' man end måtte være. Og nu vender han atter tilbage - denne gang for at fortælle os historien om dukke mesteren og alle de modbydeligheder der følger i kølvandet på endnu et koncept album.

Jeg har selvfølgelig ikke tænkt mig at røbe selve historien, og denne anmeldelse har blot til hensigt at beskrive det musikalske aspekt, udfra mit synspunkt. Hvad selve historien angår, skal det nemlig nævnes at digipack versionen af albummet indeholder en medfølgende DVD, hvor King fortæller hele historien. Dette er sgu' et sejt træk, som samlet set giver pakken en spilletid på næsten 90 min. Alene musikken varer denne gang knap 56 minutter, så man kan roligt sige at man får noget for sine gryn.

"The Puppet Master" er et album der på mange måder skiller sig lidt ud fra mængden af tidligere udgivelser, da der denne gang, og for første gang nogensinde er en gæstevokalist med indover, idet at King's kone/kæreste, Livia Zita, medvirker på en del af numrene. Da jeg første gang læste om dette nye initiativ, var jeg først lidt skeptisk, men hendes medvirken viser sig for det meste at bidrage positivt, da hun ikke går ind og dominerer numrene, men blot giver en ny dimension til musikken, og den rolle hun skal spille i historien som Victoria. Sjovt nok er en del af albummet også optaget i King's dagligstue, hjemme i Dallas, Texas - så selve tilblivelsen af dette album har været lidt utraditionel, men rent produktionsmæssigt kan dette ikke høres, og "The Puppet Master" er blandt de mest vellykkede King Diamond produktioner til dato.

Men selvom jeg synes numrene generelt smelter udmærket sammen albummet igennem, lider det hele lidt under mangel på de der hysteriske og djævelske grin som King mestre til fulde - og som kun han kan lave. Ligeledes havde jeg gerne set et større brug af skumle keyboard flader/dystre mellemstykker, da det netop er det teatralske element i musikken, der altid har gjort at jeg har fortrukket King Diamond fremfor Mercyful Fate.

Men ro på nu - for det er fandeme en fed skive vi her har med at gøre, og der er stadig ingen tvivl om at King Diamond forsat er at regne blandt de mest betydningsfulde kunstnere på scenen. Der er med andre ord masser af guldkorn på dette album, og langt de fleste skæringer står som helhed stærke ud. Det skal også lige nævnes at jeg især er vild med de soloer som Andy La Rocque og Mike Wead disker op med her, det er virkelig verdensklasse, og er ikke hørt bedre siden dengang La Rocque havde Pete Blakk ved sin side. Ja, i det hele taget er det en virkelig sublim lineup King atter har fået stablet på benene, og selvom det er de samme folk der medvirkede på forgængeren ("Abigail II - The Revenge"), virker det denne gang bare bedre. Måske dette skyldtes at der sidste gang ingen tour blev, og at der derved blev mere tid til selve komponeringen og indspilningen denne gang. Dog savner jeg stadig Mickey Dee's aggressive trommespil, der netop var med til at gøre tiden fra 1985-1989 til den evigt nævnte glansperiode, der nok aldrig vil blive overgået.

Men jeg vil sige det sådan, at hvis du selv holder af King Diamond og værdsætter de sidste par albums - ja, så er der alt mulig grund til at erhverve dig et eksemplar af "The Puppet Master".