Dansk-svensk løsning
Danske Killing Gandhis første album, Cinematic Parallels, var for undertegnede en speciel plade - set med danske øjne. Den var det første reelle produkt fra vores lille andedam, der efter svensk skole formåede at rekreere en solid omgang melodisk dødsmetal. Albummet led dog under sin egen ambitiøse tilgang, da temaet med filmiske sekvenser ikke i tilstrækkelig grad blev underbygget af musikken, som visse steder virkede for skabelonskåret, når nu der var lagt op til noget helt specielt. Killing Gandhi består dog ikke af amatører og tæller medlemmer og eks-medlemmer fra henholdsvis Manticora, Wuthering Heights og Illdisposed m.fl. Netop derfor fik jeg en let kildren i maven af forventning, da jeg satte deres andet album, Aspiriations of Failure, på anlægget.
Killingen er blevet voksen
Trods titlen på albummet, aspirerer Killing Gandhi åbenlyst ikke mod at fejle. Kattekillingen er blevet voksen, så at sige, og man mærker allerede fra første nummer, at kompositionerne er blevet gennemarbejdet i højere grad, og der er kælet mere for detaljerne. Hvor de mange atmosfæriske intermezzoer på debuten blev en byrde, fungerer den beskårne mængde på dette album, da de bidrager til en i det hele taget mere dynamisk lytteoplevelse. Dimmu Borgirs bombastiske keyboard elementer, Arch Enemys aggressive riffs og Children of Bodoms fængende omkvæd har i denne omgang alle fundet sin plads på en inspirationsbase, der stadig hviler sig op ad Gøteborg lyden.
Killing Gandhi er dog mere end en kombination af ovenstående, som potentialet også viste på første album. Foruden en særdeles varieret vokalpræstation fra en alt for overset Thorbjørn Jensen, er musikken i denne omgang mere præget af en baggrund inden for power metal. Bassist Kasper Gram og guitarist Martin Arendal, hjernebørnene bag Killing Gandhi, har begge etableret deres navne i førnævnte subgenre, som stedvist høres under hele oplevelsen. "My True Being" er ikke nødvendigvis albummets bedste sang, men melodien og sangstrukteren har en lille knivspids af power, der passer uforskammet godt ind i deres lyd, som ellers byder på tunge riffs, grooves, og en væsentligt forbedret sangstruktur, end det tidligere var tilfældet. "Hollow Paintings" har et solostykke, der minder én om, at Martin Arendal er én af de bedste lead-guitarister, Danmark nogensinde har fostret. De alt for få lead-stykker er i det hele taget tydeligt anderledes fra genrens normer med en melodisk og næsten bombastisk lyd, der passer godt sammen med aggressionen, og giver dem en unik lyd. Det er en skam, at Killing Gandhi ikke gør mere ud af at spille på sine styrker og at inkorporere mere af deres baggrund fra power i lyden, da det er det, der adskiller dem positivt fra en overfyldt genre. Der er plads til forbedring, og de skal i højere grad gøre brug af deres forcer, for så når de stjernerne.
Guld og grønne skove
Killing Gandhi gør alt godt, men med deres potentiale synes jeg ikke, at de i høj nok grad gør brug af de elementer, der får bandet til at stå ud fra mængden. Hvad er idéen i at være så tåbeligt dygtige musikere, hvis man kun vil vise det sporadisk? Det er grundet savnet af, hvad der kunne være, at jeg tildeler Killing Gandhi 8. Tag dog ikke fejl, kattekillingen er blevet voksen, og går efter struben. Aspirations of Failure er velspillet, velproduceret og velskrevet, og bør ikke undgås af nogen, der har øre for melodisk dødsmetal.
