Koncert kontra plade

For et par måneder siden var jeg til koncert med Kill Trip på Kansas City i Odense. En koncert, der efterlod mig med et ganske positivt indtryk af bandets tilbagelænede og støvede blanding af sludge rock, punk og hardcore. Dagen inden denne koncert havde Kill Trip smidt deres debutplade, Bury the Sky, på gaden. Så i anledningen af at det er ved at være et par måneder siden, må det også være på høje tid at give pladen et grundigt lyt og se, om Kill Trip fungerer lige så godt på plade, som de gør på scenen.

Når det er fedt at være nederen

At lytte til Bury the Sky er i grunden en dejlig nederen oplevelse! Ordet nederen skal dog ikke forstås i den typiske meget negative forstand. For Bury the Sky – og det kan jeg lige så godt afsløre nu – er ikke en dårlig plade. Bandet har selv udtalt, at en stor del af drivkraften bag bandet er frygten for at være generationen, der vil være vidne til jordens undergang. En udtalelse, der ikke ligefrem emmer af positivitet, og kigger man på de lyriske temaer, er det heller ikke den gode stemning, som bliver hevet frem. Fattigdom, afhængighed, desperation og død er, hvad lytteren kan forvente at lægge øre til på pladen. Så ja, ret nederen temaer...

Hvad lytteren dog kan forvente, er en plade fyldt med riffs, der lyder som en 150 kg tung rocker, som har haft en dårlig dag. Igen skal jeg pointere, at dette ikke er negativt ment. For det er, når bassen fyres i kælderen, og de tunge riffs kommer på bordet, at Kill Trip er bedst. ”Bones of Winter” og ”An Ache in My Bones” er nogle sløve sludgede sataner med riffs, der vil tilfredsstille alle, som nyder, når der går lidt Down i Alice in Chains, og når guitaren hugges i bund. Kombineret med en sørgmodig grungevokal, hvor nihilismen ligger og bobler under overfladen, er det en yderst lækker invitation til depressionens dybder, der vælter ud af højtalerne.

Nu skal man ikke glemme, at Kill Trip også gør sig i hardcore og punk. Numrene, hvor disse genrer er kraftigt repræsenteret, er dog ikke helt på niveau med det sludgede – dog betyder det ikke, at numrene på nogen måde fejler. De er et kærkomment opråb og en opvågning fra at lade sig overgive til apatiens omfavnelse. Dog mangler vokalen bare lige en tand mere aggression, for at det virker overbevisende. Dertil skal det dog siges, at sektioner, hvor punken indtager førersædet, er ganske begrænsede. ”Locust” og ”Go For Death!” er de mest punkede, men sludge rocken lurer hele tiden i baggrunden og venter på at tage over igen. ”Spit” og ”Smoke Will Follow Me”, hvor der veksles mellem det punkede og det sludgede, giver en god dynamik, og man får fornemmelsen af, at førnævnte rocker har fundet en måde at komme af med irritationen over sin dårlige dag. Om det så har været ved at meditere eller uddele håndmadder på den lokale bodega, er ikke til at vide, men hvem har nogensinde mediteret til en omgang punk…?

Hold det tungt

Som nævnt ovenfor er Bury the Sky ikke en dårlig plade. Den er heller ikke et mesterværk. Men Kill Trip formår med deres sløve sludgede rock at ramme en lyd, hvor både en motorcykeltur i den bagende sol og en regnvåd gråvejrsdag, hvor man føler nihilismen skylle ind over sig, har et yderst lækkert soundtrack. Det, at Kill Trip har valgt at peppe deres tunge riffs op med hardcore og punk, er en god beslutning, dog skal de være påpasselige med ikke at give for meget slip på sludgen.