Med drager og joints som inspirationskilder

Navngivet efter en islandsk vulkan eller dragen fra Brødrene Løvehjerte, og med en lyd, der ifølge dem selv svarer til en rigtig skarp plov, er københavnske Katla klar med deres debut-EP af samme navn. Er landbrugsredskaber ikke ens foretrukne sammenligning, når det kommer til musik, kan man anvende ord som doom, stoner og sludge. Men med musikalske referencer til bands som Weedeater og Dopethrone må det godt være lidt bondsk.

Dungeons’n’Dragons’n’Doom

EP’en består af tre numre fordelt på knap 22 minutter, hvilket betyder, at Katla i stolt, langsom tungmetallisk tradition holder  en gennemsnitslængde på cirka 7 minutter per nummer.  Åbneren ”Satan” bygger stille og roligt op med et afdæmpet riff og ditto trommer. Men når nummeret runder et minut og 45 sekunder, får den fuld pedal, og man er ikke i tvivl om, at de næste 20 minutter bliver i godt og tungt selskab med de tre gutter. Det lyriske tema lugter dog lidt af powermetal med helte, drager og andet fantasy, men det bliver altid holdt så mørkt og dystert som en islandsk strand.

Udover det lyriske tema viser Katla også, at de er mere end ”bare” endnu et band i stil med Dopethrone og Weedeater i måden, hvorpå de sammensætter deres doom. Ja, lydbilledet er domineret af lækre tunge riffs og et trommesæt, der bliver slået hårdere end Rasmus Paludan i et asylcenter. EP’en har dog også en ganske storslået stemning. Lydbilledets fokus ligger selvfølgelig på riffet, men samtidig er trommerne også trukket godt frem. Begge bliver spillet med mere energi og kraft, end man forventer det af genren. På intet tidspunkt bliver der gået så meget som en millimeter på kompromis med tyngden, hvilket giver denne slagkraftige og ganske storslåede lyd. Vokalen ligger en anelse tilbagetrukket, men med sin ekkofyldte og let brølende kraft står den som prikken over i’et på et fantastisk tungt og stort lydbillede. Et lydbillede, der har mere tilfælles med det dystre i Game of Thrones end det at sidde og ryge bong med Satan.

Der er generelt set ikke meget at sætte en finger på. Man kan argumentere for, at hovedriffene på de tre numre minder for meget om hinanden, men det svarer lidt til at klage over at få skænket tre kolde øl fra samme hane. Ja, de er lidt enslydende, men det ændrer ikke på, at alle tre kan nydes lige meget. Den to minutter lange outro af lyden af brændende ruiner på ”Man Slayer” er måske lige til den lange side. Og det kan der være en vis rigtighed i. Men når det er i det leje, kritikken ligger, viser det, hvor lidt der er at komme efter.