Enkelt, hårdt og tungt
27. august 2020 udkom Katla med første kapitel af Warmongering Luciferians, en udgivelse, du kan læse anmeldelsen af her. Siden er det blevet efterår, dagene kortere og mørket mere herskende, og Katla er nu klar med det andet kapitel. Spørgsmålet er, om de tre plovførere fra det københavnske Nordvestkvarter kan holde det høje niveau fra første kapitel?
Fortællingen fuldendes på fornem vis
Det må siges at lykkes til fulde for Katla. Med lige så stor overbevisning, som tilfældet var på første halvdel af fortællingen, hamrer bandet videre som en stor tung kampvogn, der har besluttet ikke at stoppe for nogen eller noget. Det andet kapitel, eller side 2 på LP’en, åbner med nummeret ”Warmongering Luciferians pt. 2”, der er en direkte forlængelse af åbningsnummeret på side 1. Nummeret åbner med en middelalderlig, mørk og dyster lydkollage, og langsomt fades bandet ind for fuld kraft. Musikken er fortsat tung og droneagtig, og de store melodier, synkoperede trommer og avancerede guitarfigurer skal maen lede længe efter. Men det gør på ingen måde noget. Katla har på Warmongering Luciferians Chapter 1 og 2 fundet ind til et fantastisk og enkelt udtryk, der på fornemmeste vis understøtter den brølende og skrigende vokal, der flere steder henleder tankerne på den sorte del af metallen. Budskabet er klart og tydeligt, og som lytter er man ikke i tvivl om, at Katla mener det alvorligt.
Anden skæring, ”The Feast”, er et lidt langsommere nummer, hvor der virkelig bliver gået til den, og der bliver spillet vanvittig hårdt på instrumenterne. Halvvejs i sangen kommer der en passage, hvor det blot er guitaren, der spiller hovedriffet, inden resten af bandet igen kommer på og skaber en massiv afslutning. Det fungerer rigtig godt og tilfører nummeret en fed dynamik.
Tredje og sidste sang, ”Gatekeeper”, er både kapitel 2 og hele LP’ens mest udfordrende nummer. Igen befinder vi os i et adstadigt tempo, og ligesom tilfældet var på ”The Feast”, bliver der også arbejdet med dynamikken på dette nummer. Passager, hvor lydbilledet ikke bliver fyldt fuldstændig ud, afløses af massive, forvrængede og fuzzede bredsider. Vokalerne er igen inspireret af den sorte metal, og når både trommeslager Rasmus og bassist David stemmer i, sker der bare noget enormt fedt med det vokale udtryk, som man eksempelvis også kender det fra danske Orm. Sangen afsluttes med en klagende guitarsolo, der passer som fod i støvle hose i det samlede udtryk. Et virkelig stærkt nummer.
To stærke EP’er eller et fantastisk album
Digitalt er der tale om to udgivelser, kapitel 1 og 2, der hver især har EP’ens format. Købes Warmongering Luciferians som LP, hvilket jeg vil opfordre alle til at gøre, er der tale om et album, hvor hvert kapitel udspilles på hver sin side. Begge dele fungerer skidegodt, dog med en lille overvægt til LP’en. Det er bare federe at sidde med mediet i hånden, og der er noget klassisk over aet sætte en LP på. Som album fungerer det bare. Det er ikke for langt, og udtrykket og lyden på pladen skaber en mørk og dyster stemning, der sidder lige i skabet. Som samlet album giver jeg Warmongering Luciferians Chapter 1 og 2 otte ud af ti dødningehoveder. Skulle vi have været helt oppe og at toppe skalaen, så skulle der spilles noget mere sologuitar, det havde klædt albummet. Men det er i den grad i småtingsafdelingen, for det er en superfed udgivelse.
