Katatonia - Live Consternation

Live Consternation

/ VME · Udkom

Type:Album
Genrer:Doom metal, Death metal
Spilletid:51:47
Antal numre:11

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: 8/10 baseret på 1 stemme.

Jeg var meget glad for Katatonias koncert på Loppen sidste år. Det var en ganske særlig og intim oplevelse at høre og se bandet så tæt på, og stemningen hos publikum var på en gang behagelig og grebet. På deres seneste livealbum, "Live Consternation" har Katatonia imidlertid valgt at vise sig selv som udendørsband med tusinder af tilskuere på Summerbreeze Open Air festivalen i Tyskland d. 17. august 2006. Når man ser den medfølgende bonus-dvd, der indeholder selv samme koncert som albummet, forstår man godt, at de har haft lyst til at forevige oplevelsen, for de lader til at have godt fat i det store, entusiastiske publikum. Men lyden er desværre, som man kan forvente af en festivaloptagelse, lidt skramlet med masser af baggrundsstøj og ukontrollerede ekkoer. Dvd’en byder ganske vist på et 5.1-mix, som i kombination med rigelige mængder af øl og daggammel sved gør det muligt for lytteren/seeren at få en virtuel oplevelse af selv at være blandt publikum.

Selve koncerten er imidlertid udmærket. Bandet spiller lidt utight og upræcist i enkelte overgange, men energien er god, især når man har billedsiden med. Katatonia er ikke verdens mest udadvendte band, men deres synlige indlevelse i musikken smitter alligevel af på tilskueren. Det relativt korte sæt (kun lidt over 50 minutter) byder på en overvægt af numre fra de seneste to albums "Viva Emptiness" og "The Great Cold Distance", men der bliver også plads til et par numre fra "Tonight’s Decision" ("Had to (Leave)" og "Right into the Bliss") samt "Cold Ways" fra "Discouraged Ones". Det er en lidt anden sammensætning end den, de spillede på Loppen, hvilket, jeg synes, er sympatisk – bandet kan tydeligvis lide at variere repertoiret. De åbner dog også her med "Leaders" og har de karakteristiske udefinerbare stryger- og guitarlyde, der ligger og flyder i højtalerne mellem numrene, så musikoplevelsen aldrig går i stå.

Alt i alt et udmærket produkt for fans, der ikke har hørt Katatonia live eller har hørt dem på festival, men gerne vil have et minde om koncertoplevelsen. Personligt ville jeg dog hellere have hørt/set en indendørsoptagelse både for stemningens og lydkvalitetens skyld.