Svenske Kaross spiller på dette album, deres debut, en slags mellemting mellem stoner-rock og ’70er-rock’n’roll. Musikken er generelt tung, grunget og lige ud af landevejen, hvad det melodiske og rytmiske angår.

"Molossus" starter tungt og slæbende med den ganske fængende "Crimson Skies", der giver mig associationer til både Wolfmother, Black Crowes og Soundgarden. Sidstnævnte association får jeg også på numre som "Meat Me", "15+" og "Cosmopolitan". Andre numre har en mere udpræget ’70er-fornemmelse (tænk Black Sabbath), der gør en sammenligning med de to førstnævnte navne relevant – et nummer som "Bong Song" har sågar en lidt bøvet, Deep Purple-agtig bluesfornemmelse over sig. Ellers rummer albummet en del inspirationer fra Queens of the Stone Age, specielt på "Shovel", "John Dear" og den groovy "Lowrider". Albummets tungeste nummer, "Chlorine" bringer mine tanker i retning af Alice in Chains, men det skyldes nok især Magnus Knutas’ Layne Staley-inspirerede vokal på netop dette nummer.

Man kunne generelt også godt sammenligne Kaross med et band som Transport League, der også kombinerer næsten sludge-agtig tyngde med catchy melodisk rock. Andre vil måske få associationer til Entombeds seneste albums. Kaross’ musik er dog i begge tilfælde mere sløv i optrækket. Det er ikke nødvendigvis et kritikpunkt, for hvis man er i et lidt sløvt humør, passer "Molossus" faktisk fint ind. Når jeg ikke er helt oppe at køre på Kaross, skyldes det, at jeg synes albummet som helhed er en anelse ensformigt. Bandet holder sig meget i samme type harmonier, og rytmerne er meget enkle, især i de hurtigere numre. Men er man i humør til en gang tung nogenlunde letfordøjelig baggrundsrock, er man ikke gået helt galt i byen med "Molossus".