Kamelot går igen... igen

Alle gode gange 12

Kamelot er et band, som efterhånden ikke behøver yderligere introduktion, men en nænsom opdatering er måske på sin plads alligevel: Dette er det tredje album med den ”nye” sanger Tommy Karevik (tidligere Seventh Wonder) og det første med tidligere trommeslager fra Firewind Johan Nunez. Deres tidligere udspil Haven tog vi her på redaktionen rigtig godt imod, men det er desværre ikke den samme begejstring, som dukker frem på The Shadow Theory.

Vi bruger alle virkemidler… en lille smule

En generel følelse med hele The Shadow Theory er, at de spiller med de samme muskler, som vi har hørt før. Åbningsnummeret ”The Mission” er en let og næsten minimalistisk instrumental appetitvækker til resten af albummet, men desværre er den serveret med tør kiks og kapers. Der sker nemlig ikke meget, og det minder mest om en keyboardspillers hjemmeoptagede klimpren. Nuvel, første egentlige nummer ”The Phantom Divine” er et dejligt op-tempo nummer, som virkelig holder en i power metal-hånden. Det fede ved power metal er jo omkvædene, som skal få folk til at synge med og være helt oppe at ringe, men jeg må desværre erkende min skuffelse over dette. Det virker næsten forceret, og som om bandet har skullet møde en deadline med skiven, før den egentlige inspiration har indfundet sig.

En anden anke, som jeg har med Kamelot nu om stunder, er forsanger Tommy Kareviks måde at synge på. Jeg var meget pjattet med Seventh Wonder, og deres hit ”Alley Cat” går jeg stadig og nynner for mig selv en gang imellem, men det var mest Tommys stærke og teknisk overlegne vokal, som jeg forelskede mig i. Dén har han valgt at træde væk fra i Kamelot, og i stedet for at sætte sit eget præg på musikken efterligner han tidligere forsanger Roy Khans meget karakteristiske skiften mellem episke og bløde fraseringer. Der kan selvfølgelig være dem, som synes, det er rart, at det stadig lugter lidt af Khan, når der synges, men når man har så stærk en vokal, som Tommy har, føles det irriterende, at den ikke bliver brugt til fulde. Vi får et lille hint af dette serveret ganske smukt i ”The Proud and the Broken”, men det bliver næsten bare endnu mere bittert, når man ved, at han godt kan.

Ak, der er dog enkelte lyspunkter i det dunkle univers, som er Kamelot – eksempelvis nummeret ”Static”, hvor både musik og vokal spiller perfekt sammen, og her kunne nemt blive tale om en vaskeægte Kamelot-klassiker. Selvom den lyder en smule som så meget andet Kamelot, er der kælet lige tilpas for detaljerne til, at det bliver fornuftigt. Det samme kan siges om nummeret ”Burns to Embrace”.

Traditionen tro er der gæstevokaler på besøg: både Lauren Hart (Once Human), som synger med på førnævnte ”Phantom Divine”, og Jennifer Haben, som synger med på ”In Twilight Hours”. Den mest bemærkelsesværdige af disse to dygtige kvinder på denne skive er i den grad Jennifer Haben, for hun er den mest formildende omstændighed ved den ellers kedelige (og igen mærkeligt minimalistiske) ”In Twilight Hours”.

Kame-not-a-lot

Jeg tvivler stærkt på, at der er mange numre på The Shadow Theory, som vil finde vej ind i Kamelots sætlister, når de er færdige med at promovere skiven. Havde skiven været en ret, havde jeg betegnet elementerne som veltilberedte enkeltvis, men med manglende sammenhæng. For det er præcist det, som det er her. Bevares, der er masser af gode enkeltstående riffs at finde, enkelte gode hooks her og der, men den generelle sammenhængskraft er desværre fraværende, og det kan hverken imitation af tidligere sanger eller smukke gæsteoptrædener rette op på.