Kampen om pladsen
Efter en lille pause på små fire år er polske Kalt Vindur (som desværre ikke betyder kolde vinduer) tilbage med album nummer tre, Magna Mater. Stilen er fortsat kulsort og ildsprudlende dødsmetal af den slags, man efterhånden bare kunne katalogisere under ”polsk metal” ikke ulig diverse landsmænd i form af Hate eller Behemoth samt nytilkomne Amalekim eller Mānbryne. Men trods Kalt Vindurs lydbillede så absolut virker bekendt, så har kvintettens musik et progressivt tvist over sig, som man normalt ikke forbinder med genren, men som må siges at være både klædeligt og kærkomment. Spørgsmålet er dog, om Magna Mater selv med dette tvist kan formå at danne sig albuerum i en genre af musik, der om noget er mættet.
Man kan ikke skrive overflødighedshorn uden først at skrive overflødig
Noget af det vigtigste for et album er at fange lytteren med det samme, da førstehåndsindtrykket nu engang er så stærkt; ligeså er det enormt vigtigt at slutte af med et ordentligt brag – ikke ulig hajmodellen. Her fejler Magna Mater desværre en kende, da intronummeret/titelnummeret og albummets lukker, ”Mist Over Cergova”, begge er de absolutte lavpunkter. Men heldigvis er midten – fyldet, om man vil – virkeligt godt! Her spiller de fem polakker med musklerne og viser, hvorfor den sorte dødsmetal har godt af lidt skævhed og schwung. Tag nu guitarsoloen i ”Żywioły”, der mest af alt minder om Hetfields ditto i ”Outlaw Torn” – den slags guitararbejde har jeg aldrig før hørt i black metal, og er du Vimmersvej, hvor det dog virker! Ligeså er trommespillet og den kornfede baslyd i ”Agonizing Luminosity” eminent.
Helt generelt er den absolutte majoritet af Kalt Vindurs andet album særdeles fremragende, og der er så mange små genialiteter igennem samtlige numre, og de formår virkelig at tage de helt rette elementer fra prog-metallen ind i blackmetallen på en måde, jeg ikke kan erindre at have hørt før. Så hatten af for det; det er oprigtigt imponerende. Hvis blot samtlige syv numre havde stået lige skarpt, jamen, så havde det her absolut været ”album of the year”-materiale.
Desværre kan albummet ”kun” kategoriseres som fremragende og ikke som fantastisk. Det er især de akustiske passager, som bandet har en tendens til at afslutte numre med, der er problemet. Jeg har intet imod akustiske passager, og der er ej heller tale om, at disse er rædderlige at lytte til, men de er for lange, de kører i tomgang og bidrager kun med fyld på et album, der allerede er godt proppet med lyde og indtryk.
Det føromtalte afslutningsnummer, ”Mist Over Cergova”, er – isoleret set – et rigtigt godt nummer, men det er bare med på det gale album. Magna Mater manglede ikke et instrumentalt og jazzet prog-rock-nummer som afslutter, selvom det bygger videre på de afrundende toner fra det forrige nummer, ”Visions of Purification” – hvilket ellers er et meget fint lille touch. Men selv en sådan detalje ændrer ikke på, at nummeret i det store hele er overflødigt.
De har sgu fat i noget
Der hersker absolut ingen tvivl om, hvorvidt Kalt Vindur er både vældig ambitiøse og virkelig dygtige musikere og sangskrivere. De vil utroligt meget på én gang, og de slipper – næsten – godt fra det. Der er dog, som nævnt, enkelte upsere og fejltrin, som er forventeligt for et nyt og ungt band. Det her er trods alt kun album nummer tre, og hvis de fortsætter således, jamen, så kan jeg ikke forestille mig andet end, at album nummer fire kommer til at høste enorm megen ros, for Kalt Vindur har sgu fat i den lange ende her!