Mere eller mindre frivillig navneleg
Det sker af og til, at et band skifter navn – senest har danske Slovgh skiftet til Sewer Haul – og årsagerne til skiftet kan næsten være uendelige. Eksempelvis skiftede Lamb of God fra Burn the Priest for at undgå en sammenkædning med satanisme, og Eskimo Callboy ændrede navn til Electric Callboy på grund af den nedladende problematik omkring ordet eskimo. En tredje årsag kan også være, at Meta har været nogle banditter og ganske enkelt fjernet dit bands Facebook-side. Dette skete for danske Kali. Quickfixet blev dog at smide et “The” i front, og næsten som om intet var hændt, er The Kali nu klar med debutfuldlængden Nirvana.
Den, som råber højest, har sjældent ret
Selvom navneskiftet ikke ligefrem er sket frivilligt, så er det selvfølgelig stadig samme proggede metalcore, man finder på Nirvana, som man hørte på ep’en Lake.
Der er dog sket en del forbedringer siden Lake – primært på den instrumentale side. De atmosfæriske og nærmest djentede Textures-klingende toner på “The Meaning of Life” og “Death Wish” fungerer glimrende og giver The Kalis metalcore et lidt filosofisk præg. Et præg som den instrumentale “Vanitas” sætter en stor fed streg under. Her får guitar og bas lov til at nørde igennem med hinanden. Alt fra den nærmest Primus-inspirerede åbning over midterstykket, hvor krystalklare toner suppleres fornemt af et underliggende groove, til den storslåede Mountain Caller-henvisende afslutning, demonstrerer hvor formidabel en instrumentalside, The Kali har. At Nirvana har givet sovekammerproduktionen fra Lake sparket, taler i den grad også til bandets fordel.
Der er dog primært to ting, som ikke taler til bandets fordel. Den ene er spilletiden. Der er ganske enkelt ingen gyldige grunde til, at pladen skal være lige knap en time og indeholde 12 numre. “I Should be Hateful” cykler rundt i det samme kedelige core groove uden at komme nogle vegne, titelnummeret har udtjent sit formål efter tre minutter, men varer fem, og så skal “Why” med sit fejlslagent følsomme sludge/post metal-forsøg bare arkiveres lodret. Den anden større problematik med The Kali er faktisk den samme som på Lake – vokalen. Og primært den rå. Det er noget af det mest endimensionelle-skrammel, der har eksisteret siden Jean-Claude Van Dammes præstation i kultklassikeren Street Fighter. Det er totalt ligegyldigt, om et nummer er tungt og groovy som “I Should be Hateful”, atmosfærisk og stort som “The Meaning of Life” eller mere balladepræget som “You and I”, det er samme thrashede growl, der bliver brugt. At denne vokal også ligger utrolig højt i mixet sammenlignet med den rene vokal, gør bestemt situationen værre.
Af og til står man ved en skillevej
Hvis jeg var The Kali, ville jeg kraftigt overveje to ting. Enten at gå Mountain Caller-vejen, hvor man virkelig lader den solide instrumentale side skinne igennem og kun have utrolig sparsom ren vokal. Eller også ville jeg finde en vokalist, som kan matche instrumenteringens variation. For når nu guitar, bas og trommer har forbedret sig så gevaldigt, så er en tam vokal virkelig at snuble inden målstregen.
