Så kom den endelig ud på DVD; den mest ventede video udgivelse fra firserne sammen med Maidens "Live After Death". Jovist den var at finde på det nyligt udgivne "Metalogy" boks sæt, men at give omkring en plovmand for en DVD er nu alligevel lige i overkanten. Men hvad venter der så en på denne nyudgivelse af den første Judas Priest video, som dengang udkom under navnet "Priest Live". Tja, såmænd ikke andet end en af verdens absolut bedste live koncerter der er optaget på film, bandet spillede en skærebrændende hed koncert i Memphis Tennessee i 1983 under bandets absolutte højdepunkt i deres karriere. Bandet var aktuel med det fænomenale "Screaming For Vengeance" album, som jo bekendt gik som varmt brød over hele verden. Fra den plade lægger man også ud med den definitive opener "The Hellion/Electric Eye", der bliver iscenesat på ægte dramatisk vis med en læderoverklistret Rob Halford der langsomt kommer ned fra loftet. Derefter bliver man budt på et rent overflødighedshorn af den ene klassiker efter den anden; "Breaking The Law", "Metal Gods", "Heading Out To The Highway", "Desert Plains", "Bloodstone", "Devils Child", "The Ripper", "Victims Of Changes", "Hell Bent For Leather", "Living After Midnight" og mange flere. Blandt de absolutte højdepunkter på DVD'en er en hæsblæsende version af "Riding On The Wind", med en Rob der her viser hvorfor han bliver kaldt The Metalgod, samt Downing og Tipton der duellerer i bedste Eroll Flynn stil. Desuden er der de nok bedste udgaver af "The Ripper" og det fantastiske Joan Baez cover "Diamonds And Rust", som her er i den rigtige elektriske og ikke den nedvandede akustik udgave man bliver spist af med for tiden. Jeg kunne blive i timevis med at lovprise denne dvd, men dem som kender den ved udmærket godt hvor genial dette er. Dem som stadigvæk ikke har den skal huske på at når de går til evige metalmarker, vil de ikke blive konfronteret med Skt. Peter, men med Metalguden ham selv der vil udspørge dig om denne.
Kommentarer (2)
Keitel
Tidligere anmelder
Indlæg: 425
ja der er ikke så meget at
ja der er ikke så meget at sige, end at denne DVD ikke kunne få andet end topkarakteren.
Keitel gav Judas Priest - Live Vengeance '82 10/10.
Fyrsten
Tidligere anmelder
Indlæg: 181
Jeg hylder denne dvd!!!!!! ..
Jeg hylder denne dvd!!!!!! ...og glæder mig til at se den...