Jethro Tull tager på en musikalsk rejse med deres 23. album
Nordisk mytologi, melodisk fløjtespil og historiefortælling, sådan kan man i store træk beskrive Jethro Tulls nyeste skud på musikstammen Rökflöte. Bandet har med denne skive bevæget sig fra et mere bibelsk tema på forgængeren, Zealot Gene, og i stedet givet sig til at udforske nordisk mytologi med dens mange skikkelser og sagaer, hvor hver sang på pladen fortæller en ny historie fra det dybe oldnordiske univers. Titlen på albummet er en sammentrækning af den mytologiske betegnelse ”ragnarok” og ”fløjte”, man kan hermed meget passende oversætte albummets titel til den oldnordiske skæbnefløjte, hvilket opsummerer meget vel, hvad man som lytter kan forvente af dette album.
Folkemusik med et tvist
Albummet åbner med ”Voluspo”, som lægger særligt ud med et tungt åndedrag og en fortælling af en nordisk saga på islandsk. Vi bliver som lyttere draget tilbage i tiden og ind i en historiefortælling, hvor man synes at sidde samlet i en hyggelig pejsestue og lytte efter en god historie. Derefter bliver vi introduceret til Ian Andersons instrumentale talent og hans musikalske fremføring af Rökflöten. Derefter kommer bandet på for fuld skrue, og vi får historien om urjætten Ymer. Uden tvivl en god og solid start på albummet og et flot samspil. Det er meget behagelig musik for ørene og synes nærmest at minde om sydamerikansk folkemusik fremført af inkaerne i Andesbjergene blandet med klassisk rock.
Vi bevæger os derefter ind i sangen ”Ginnungagap”, som bærer på mere energi end åbningsnummeret og derfor hurtigt falder ind i øregangene - endnu engang formår Ian at vise, at han er en dygtig fløjtespiller. This first and elemental flesh, Both man and woman falls awake, From void and darkness, frost and flame bliver der sunget, hvilket er i fint med sangens fremførelse, fordi det formår at skildre musikalsk, hvordan verden og mennesket er ved at blive formeret set i et mytologisk perspektiv. Et nummer, som positivt skiller sig ud, er ”Trickster (And the Mistletoe)", der med sine næsten middelalderagtige toner lægger stærkt ud fra start og er en positiv humørspreder, klart en af de bedste numre på albummet. Det samme gælder for ”The Feathered Consort”, som musikalsk set minder om forhenværende nummer, men det fungerer, og man kan som lytter visualisere sig selv på en festivalplads i en britisk landsby, hvor der udspiller sig en middelalderhyldestkoncert, eller på en gammel borg i år 998. På den mere rockede front finder vi ”Hammer on Hammer”, som har en anden klang og opbygning end de andre numre.Den er tungere musikalsk med overvejende elementer af rock og bærer på lidt mørkere lyrik, den eneste sang på albummet, som også har en skjult politisk hentydning til Putin.
Set med et mere kritisk perspektiv til albummet mangler der noget variation i, hvordan sangene er bygget op og fremført. Rökflöte er bygget op med de samme musikalske elementer, og sangene glider derfor hurtigt ind over hinanden, da det er en gensidig kombination af fløjtespil med mere eksperimenterende guitarspil. Ian Anderson formår at levere og fremføre gode historier fra den nordiske mytologi på sin egne måde, men hans stemme har ikke en stor gennemslagskraft og kan lyde flad, derfor føles det desværre nærmere som en fortælling end sang. Der er ingen tvivl om, at Ian Anderson er en dygtig musiker, og bandet har en imponerende og lang albumhistorik bag sig, så de kan godt tillade sig at være mere eksperimenterende og udgive noget, som minder mere om et hyggealbum.
Veludført musikalsk spil med manglende vokalmæssig gennemslagskraft
Jethro Tull har med sine mange år på bagen opbygget sig en stor fanbase og etableret sig selv på den globale og britiske musikscene. De har tidligere udtalt, at idéen til dette album var, at det skulle være et rent instrumentalt album – og det kunne også godt have fungeret vel på den måde. Ud fra et rent musikalsk perspektiv er denne plade yderst veludført, og Ian leverer et flot stykke arbejde ved selv at spille på fløjten gennem alle numrene. Hans musikalske talent har manifesteret sig med dette. Teksterne på de forskellige numre er ligeledes velskrevne og minder mere om poesi, men det er med til at få fremførelsen af dem til at føles en smule fladt og er ikke særlig fængende, det kan derfor virke kedeligt i længden. Rökflöte formår at lede en tilbage til middelalderen og de gamle mytologiske fortællinger, det er med til at få pladen til at skille sig ud fra andre nutidige albums. Hvis man ikke har noget imod, at sangene glider ofte ud i ét, og man kan lide et energisk fløjtespil med et tvist af rock, vil dette album falde i god jord.
