Gammel julemuzak på nye flasker
Der er ikke en overflod af reel metallisk julemusik. Skudt fra hoften kan nævnes King Diamonds ”No Presents for Christmas”, AC/DC’s “Mistress for Christmas” og Dave Grohl, Billy Gibbons og Lemmys kopi af Chuck Berrys "Run Rudolph Run". Jethro Tull skrev i ’68 ”A Christmas Song” og fulgte i 2003 op med The Jethro Tull Christmas Album, som har fået en overhaling og op til jul genudgives i henholdsvis en CD-udgave, som en boks med 4 CD’er, Blu-ray samt en bog. En voldsom omgang. På heavymetal.dk er vi så heldige at kunne nøjes med den ensomme enlige CD i 2024-udgaven.
Onkel Rejes ‘Dejlig er Jorden’ er bedre
Før slagteriet begynder, lad os da ihukomme, at institutionen Jethro Tull, der har eksisteret siden 1967, var dem, der bragte tværfløjten ind i rocken og tog teatret med på scenen. Deres kompositioner var oftest svært intrigante, og når de lod det storladne smelte sammen med Led Zeppelins syrerock, ramte fløjten sømmet på hovedet. Albummet ”Agualung” (1971) er et af deres bedste. Live var de uantastelige. Se fremførelsen af Tulls mest hårdtrockende hymner Locomotive Breath, Minstrel in the Gallery, eller gå linen ud i ren 70’er-doom med A New Day Yesterday. Studieudgaven af sidstnævnte kunne sagtens have været en Sabbath-klassiker.
Det er slet ikke det progressive og rockende Tull, der svinger julefløjten over de 16 spor. End ikke guitarist Martin Barres input gør noget ved sagen. Hans arbejde kan høres ind imellem, hvor der er masser af keltisk folkrock på fløjtemareridtet ”Holly Herald”. Og ”Jack Frost and the Hooded Crow” er næsten gode gamle Tull med fløjte, elguitar og blæseinstrumenter. Den må DR gerne skifte alle deres julefavoritter ud med, selvom den som alt andet på albummet har guitaren gemt alt for langt væk, rocken doseret alt for magert og mangler klassikernes energi. ”Weathercock” og ”Fire at Midnight” har begge mellemspil, der ganske kort finder det gamle, komplekse Tull frem. Desværre er der også et par traditionelle britiske juleslagere, der som resten af affæren sagtens kan undværes. Særligt de instrumentale fløjteoceaner er som at høre et helt album med den danske trompetist Per Nielsen. Bare på fløjte. Det er virkelig gabende. På positivsiden behøves der ingen melatonin inden sengetid.
Det er ikke nødvendigvis nyt materiale, heller ikke som i ‘2003-nyt’: ‘Some of the tracks are not necessarily Christmas songs; they’re more seasonal so that gives a broader window’, udtaler Ian Anderson i pressematerialet. ‘And then there are a couple of them that I quite often play in the middle of summer… And that’s part of what I’ve done over the years since October of 1968 when I went into record‚ “A Christmas Song”. So, yes – it goes back a long way.’ Og præcis den sang har den klassiske Tull-stemning, der hverken har tabt eller vundet ved sin genindspilning. Albummet byder på ”Another Christmas Song” der oprindeligt er fra 1989, altså 21 år senere, hvor den syrerockende magi for længst var tabt.
Ian, må jeg præsentere din fløjte og dig for Mads Geertsen?
Det Tull, jeg husker fra min barndom, var mystisk og spændende. Ian Anderson og co. undveg klogt klare rammesætninger og havde ret ofte en svært gennemskuelig opbygning. Det kan man ikke just beskylde julehyggeriet her for. Som soundtrack til ungernes plageri den 24. december hamler Tull op med alt andet generisk julemusak. Personlig hælder jeg afgjort til Onkel Reje, og så er ungerne netop med på spøgen. Ellers kan man jo altid true (eller lokke) med noget Slayer.
Men spøg til side: Jethro Tull er et hæderkronet band, hvor album som Minstrel in the Gallery, Thick as a Brick og ganske specifikt Aqualung anbefales til metalfolket. God (h)jul!
