Grungens farfar lugter stadig blod
En overraskelse af de bedre
Tilbage i oktober udgav Jerry Cantrell sit fjerde soloalbum. Hvordan i alverden det kunne blive overset af vores ellers så grundige redaktion – herunder mig selv – er mig en gåde af de helt store. Men under oprydningen på diverse skriveborde og i jagten på vigtige udgivelser, vi har overset, dukkede den gode Cantrell op. Og det var heldigt, for det er uden tvivl noget af det bedste fra hans hånd i meget lang tid.
What’s not to like?
Forrige soloudspil, det fremragende Brighten fra 2021, var domineret af mørk southern rock og americana, men denne gang er der knap så mange overraskelser. Den erfarne guitarist og primære sangsnedker fra Alice In Chains har på I Want Blood allieret sig med et arsenal af gamle venner i musikbranchen, og det er blevet til en plade, der stilistisk lægger sig meget tæt op ad den gode gamle signatur-grunge fra de tidlige 90’ere. Åbningsnummeret “Vilified” er med grumme dybe riffs, der konstant bærer undertoner af det bluesede, som en tidsmaskine direkte tilbage til dengang, Alice In Chains toppede. Komplet med dobbeltvokal, talk box og lugten af svedig skovmandsskjorte. “Off the Rails” følger flot trop, inden den mere afdæmpede “Afterglow” stjæler rampelyset. Havde dette nummer været at finde på mesterværket Dirt, havde det med stor sandsynlighed været et af gruppens helt store hits. Men det fungerer upåklageligt i 2024, og det samme gør resten af albummet, selvom I Want Blood sagtens kunne have været en Alice In Chains-plade lavet for 30 år siden.
Marilyn Mansons trommeslager Gil Sharone plus Duff McKagan, Mike Bordin og Rob Trujillo er blandt dem, der bidrager til pladens ni skønne skæringer. Og så har Taylor Bates, ligeledes fra Mansons band, været med til at skrive nummeret “Echoes of Laughter”, der sammen med førnævnte “Afterglow” og titelnummeret er blandt pladens bedste. Men det er ikke kun Alice In Chains, der er mange paralleller til. Har man kendskab til Cantrells øvrige soloudspil, kan man på “Held Your Tongue” høre elementer, der går helt tilbage til solodebuten Boggy Depot fra 1998. Det er faktisk lige før, det er de helt samme harmonier, der er at finde på den melankolske “My Song”, der var et sikkert score-hit, da undertegnede gik i gymnasiet og godt kunne finde på at hive guitaren frem til en fest. Tak for nummeret, Jerry. Det var sgu tider.
En af årets bedste
I Want Blood kan meget mere end blot at være et nostalgi-trip for fans af Alice In Chains, selvom beskrivelsen af albummet godt kunne tyde på det. Det er et fremragende album, der fuldstændig problemfrit fungerer som et Jerry Cantrell-album fra 2024. Guderne skal vide, at mange bands og soloartister har mere end almindeligt svært ved at lave musik, der både skuer frem og tilbage på samtidsrelevant facon. Men ikke Jerry Cantrell. I Want Blood er en grundigt gennemarbejdet og formidabelt eksekveret hybrid af hard rock og grunge med lækre bluesede riffs og tunge hooks. Klart en af årets allerbedste rockplader.