Arbeit, Arbeit

Verden over er metalundergrunden befolket med rutinerede og hårdtarbejdende folk, der aldrig har brudt igennem eller været i nærheden af den succes, de drømmer om. Tyske Jarl er et godt eksempel på disse vedholdende ildsjæle. Bestående af en gruppe musikere, der de sidste 20-30 år har prøvet lidt i hvert, albumdebuterede de uden den store fanfare i 2019, og nu her i 2024 kommer opfølgeren. Mon Trümmerfestung er albummet, der for alvor ændrer på de pauvre resultater for de hårdtarbejdende tyskere?

Det hele ligger i ruiner

Jarl hører til i den tyske tradition for melodisk/pagan black bannerført af bands som Nagelfar og The Ruins of Beverast. Titlen på albummet har de måske lånt fra deres tyske kolleger Waldgeflüster, der i 2016 udgav en sang af samme navn. Hvad Jarl til gengæld ikke har, er kollegernes Jan van Berlekom og hans imponerende vokal, for puha, hvor det halter på den front. Så går det lidt bedre for deres melodiske black, der ofte blandes med thrash- og dødsriffs. Desværre fungerer det kun i glimt som i indledningen af ”Schein“, hvor der fræses på fin og melodisk vis. Gruppen roder dog alt for ofte rundt i kiksede arrangementer og besynderlige beslutninger.

Titelnummeret ”Trümmerfestung“ har endnu et fint melodisk riff, der både har gode klange og acceptabel variation. Desværre leveres den dårlige blackvokal ude af trit med resten, og totalt galt går det med et gennemført håbløst breakdown, inklusive helt igennem tåkrummende growls/råb. Trommeslageren arbejder ihærdigt, og når det primære riff vender tilbage, er det igen ikke helt skidt, men at de vælger at slutte titelnummeret af med en omgang a cappella med begge vokaler, er komplet ubegribeligt.

Igen og igen blandes stilarterne sammen, og det er, som bandmedlemmerne ikke selv kan blive enige om, hvad de vil, og hvor de skal hen. Det afsluttende nummer ”Alchemie” indeholder desuden de ringeste guitarsoloer, jeg har hørt på nogen udgivelse hele året. 

Jarl kan godt, men …

Man efterlades med det indtryk, at Jarl er en ‘one trick pony’. Godkendte riffs dukker op her og der, men samlet set er Trümmerfestung en rodet omgang uden retning fra folk, der burde vide bedre. Man må tage hatten af for ildsjæle, der aldrig giver op, men er det ikke godt nok bare at hygge sig lidt i øveren og deltage i nogle lokale gigs? Jarl kan jo tydeligvis godt spille på deres instrumenter; det er bare uklart, hvorfor de gør det.