"Episk doom-metal" kalder Napalm Records stilen på Isoles nye album, "Bliss of Solitude". Der er nu ikke meget episk over musikken – numrene er ganske vist lange, men dette skyldes primært et grundtempo, hvor man lige kan nå at skære en skive franskbrød inden næste takt. Hvad opbygning angår, er sangene forholdsvist enkle. Jeg ville snarere kalde det her for melodisk doom-metal med melodød-elementer. Et tungt, mørkt univers med en natteagtig, let sludge-inspireret stemning (tænk f.eks. Transmission0 og Isis) kombineret med mere dødsmetalagtige riff-ideer og køn ren herrevokal med lejlighedsvise korharmonier (tænk Opeth).

De tunge, langsomme rytmer udfyldes en gang imellem af hurtige underdelinger på dobbeltpedalen (f.eks. på åbningsnummeret "By Blood") og mere varieret, aktivt trommespil (lyt f.eks. til starten af "Aska"). Melodier og akkordudviklinger er enkle, men effektfulde og til tider lidt Psychotic Waltz-agtige (uden at vi på nogen måde er ovre i progressiv metal) – lyt f.eks. til "Shadowstone", hvor vi for øvrigt får albummets eneste growlindslag.

Til at starte med var jeg lidt irriteret over overvægten af begravelsesagtige tempi på det her album, indtil jeg kom til at tænke over, hvor svært det egentlig må være at holde en tight puls i den her musik. Det formår Isole – musikken er langsom og tung, men aldrig slæbende på den løse måde – og jeg har derfor stor, stor respekt for bandet som musikere. Hvorvidt man tænder på "Bliss of Solitude" afhænger af, om man er i et humør, hvor man er villig til at lade sig afstresse totalt og finde ind i det rolige tempo og de mørke, æteriske stemninger. Er man det, er albummet her et udmærket produkt.