Frem med knojernet
Hvornår har du sidst væltet et bord eller råbt ad din nabo? Nej, jeg tænkte nok, det var ved at være tid – og med Ironed Outs nye plade har du al mulig grund til at hidse dig op. Den britiske sekstet spiller nemlig vred, råbende og lige-i-ansigtet hardcore med masser af bøllekor og tunge guitarer. Forestil dig, at Madball smelter sammen med Hatebreed, så har du et nogenlunde billede af, hvordan We Move as One lyder – og dog.
En tur til Londons undergrund
For nok er der mange paralleller mellem de tre bands, men Ironed Out har også sin egen lyd, primært på grund af de to frontmænd Louis Gino og Dave Makboo. De to herrer rapper nemlig i bedste grime-stil, præcis som man kan forvente af et band fra Londons undergrund. Man kan sige meget om rapmetal og rapinspireret hardcore (og det er der vist allerede gjort), men for Ironed Out fungerer det overbevisende. Vokalerne virker autentiske, de to forsangere komplementerer hinanden, og den instrumentale side af bandet supplerer med lige så hårdtslående toner.
Hør bare gruppens seneste singleudspil, ”Pavement Strong”. På en bund af tunge trommer og en fed bas folder de aggressive guitarer sig ud, og i midten af mikset ligger grime-vokalen solidt. Energien er pumpende, og særligt i omkvædet er det svært ikke at lade sig rive med. Det er hardcore, som tager lytteren med til de beskidte områder i England, og dén autenticitet i sig selv er guld værd.
På de 12 numre, der findes på We Move as One, afviger Ironed Out ikke voldsomt fra denne formular, men de formår dog at skabe en smule variation: ”Crazy Old World” er i den melodiske ende, ”Stranger Than Fiction” har en thrashet lyd, og ”All Hope is Lost” leger med forskellige tempi. Sidstnævnte er ikke en ubetinget succes, men viser da, at bandet tør eksperimentere og lege med idéer.
Ligeledes står det klart, at Ironed Out er et band med holdninger – ja, hvad havde man forventet af et hardcoreband? På ”Pagans” langes der ud efter højreekstremister, i ”All Hope is Lost” tages der hånd om psykisk sygdom, og på ”ACAB” er det politiet, der står for skud. Emner som disse passer perfekt til briternes musik og styrker deres troværdighed yderligere.
Lidt malurt i bægeret
Træerne gror dog ikke helt ind i himlen for de seks londonere: Indimellem kunne man savne lidt mere spræl og overraskelse, ligesom der kunne være mere originalitet på instrumentalfronten. De mange vrede guitarriffs klæder udtrykket, men bliver altså også en kende ensformige – i hvert fald i en håndfuld af numrene. Er du til Madball, Hatebreed eller måske det nyere band Malevolence, vil du sikkert finde glæde i We Move as One, og er det ikke din kop te, er det ikke denne plade, der vinder dig over.
