Aldrende band med ild i r*ven
Det er efterhånden mange år siden, at Iron Savior og jeg har krydset hinandens veje. Men nu er bandet aktuelt med deres 9. studiealbum, og den er havnet i min bunke af skiver til anmeldelse. Min første tanke var, at der jo faktisk ikke er sket en skid med bandet, siden jeg sidst havde et møde med dem. Og det er altså herligt, at et band stadig insisterer på at lyde som sig selv. Jeg elsker de første Helloweenskiver, hvor Kai Hansen var ved roret, og de første plader med Iron Savior, hvor han deltager, var jeg også meget begejstret for. I mine ører er det stadig her, at Iron Savior tager deres afsæt, altså i fartmættet, ind imellem nærmest speed metalpræget powermetal, og det kan mine ører rigtigt godt lide. De trykker pedalen i bund fra starten, og slipper den kun, når der skal smides lidt atmosfære og afveksling ind i miksturen. For mig fungerer det klart bedst, når de bare tænder lunten og drøner derudad.
Ordnung muss sein
Intet på skiven her lyder ugennemtænkt, alle detaljer spiller maksimalt, og der er en velordnet helhed, der gør, at albummet virker voldsomt strømlinet. Dette er ofte kikset i mine ører, men Iron Savior overbeviser mig om, at det faktisk kan være en styrke. Skiven vrimler med lækre melodier, powerfulde riffs og så er Piet Sielck’s vokal lækker på sin helt egen, ikke overdrevet polerede måde. Han tilføjer en masse ekstra kraft til det musikalske udtryk. Produktionen er også vældig lækker, og virker trods sit rene udtryk ganske tro mod ældre powermetal fremfor at være en kæmpe produktion, hvor der mases mest muligt ind i lydbilledet.
Det virker sgu
Iron Savior har udgivet en skive, der i de små 54 minutter, den varer, kaster mig tilbage til dengang, hvor power-/speedmetal fyldte meget i mit musiske univers. Jeg får den der boblende fornemmelse i kroppen og nynner med på de überfængende sange allerede efter 2 gennemlyt. Skal jeg udpege et favoritnummer, så må det blive Heroes Ascending, hvor alt bare går op i en højere enhed, men helt generelt vrimler skiven med sange, der hver især vil have hitpotentiale hos lyttere og yndere af stilen. Jeg var skeptisk, men må erkende, at jeg er overbevist, for det her er dæleme en god skive.
