Bandets syvende livealbum (Maiden Japan medregnet) i rækken er nok bandets mest udfordrende da den ikke tyr til den sædvanlige ophobning af klassikere som er vanen, ej heller er det en opgravning af bandets glemte perler. I stedet har man valgt at fokusere mest på det aktuelle studiealbum "Dance of Death", og om det er en modig eller en dumdristig handling vil tiden vise. Fakta er, at man her kan høre numre som "Wildest Dreams", "Rainmaker", "No More Lies", "Paschendale", "Journeyman" og "Dance of Death" i et lydkostume der passer sangene en hel del bedre end på den dog ret så sterilt producerede "Dance of Death" skive. Især numrene "Dance Of Death" og "Journeyman", som ikke fængede min interesse i deres respektive studio versioner, er her meget mere lytteværdige. Især de rolige passager hvor man rigtig kan høre, at drengene har pakket de akustiske guitarer ud giver sangene en meget mere levende atmosfære. Desuden er "Paschendale" blevet endnu mere fed i skikkelse af, at man live opfører et lille lydskuespil hvorefter Bruce citerer et lille vers omhandlende den første verdenskrig. Desuden er de små guitardele meget mere genkendelige her end på D.o.D. Men man har da heldigvis ikke forbigået bandets klassikere fuldstændig. Hvad ville en Maiden koncert også være uden sange som "The Trooper" eller "Hallowed Be Thy Name". Desværre er der ellers småt med hvad der er af overaskelser fra bandets skattekiste. Eneste sange man ikke har hørt i et stykke tid er "Can I Play With Madness" og "Lord of the Flies". Man kan dog stadig ikke rigtig overbevise mig om at førstnævnte lyder særlig godt live, men heldigvis kan Bruce dog trække en del mere ud af "Lord of the Flies" end hans meget udskældte afløser. Lyden er igen kommet i stand ved hjælp af Kevin Shirley som igen har gjort et udmærket job, dog kan han ikke hamle op med Martin Birchs kanonproduktion fra "Live After Death", som til evig tid vil bestå som det ultimative live album fra jernjomfruerne. Man har heldigvis ikke brugt samme kunstner til coveret som manden der lavede det hæslige omslag til "Dance of Death", men i stedet fået fat i Melvyn Grant der jo også lavede det sublime "Fear Of The Dark" cover. Især når man ser på det fuldstændige artwork kan man ikke andet end trække på smilebåndet. Jeg siger bare: husk at skyl grundigt. Facit er, at man endnu engang har lavet et udmærket live album, der dog ikke er så bydende nødvendig som "Live After Death" eller "Rock In Rio", men man kan jo også bare vente til dvd’en kommer.