Sikke nogle omslag

Ahh ja, den gode gamle tradition med at plastre overdimensionerede og underbeklædte kvindebryster over sit pladeomslag. Havde det været bestialsk black metal, havde de nok udløst et resigneret skuldertræk – hvad kan man gøre? – men Iron Angel går tilbage til 1980, og deres speed/power/thrash indbyder ikke just til smuds. Naturligvis blegner omslagets betydning i forhold til musikkens ditto, så lad os høre om Iron Angels fjerde studiealbum er synet værd.

Kæmper med teknikken

Desværre er det ikke tårnhøj kvalitet, der kendetegner Emerald Eyes, og den vigtigste årsag er tydelig allerede på åbneren ”Sacred Slaughter”. Power/thrash benytter typisk vokalen til at levere bidende aggressivitet såvel som storladne melodier, men hverken det ene eller det andet lykkes for forsanger Dirk Schröder. Som hovedregel er vokalen en melodisk snerren, som forsøger at parre de store melodier med en rå vrede, der skal modsvare musikken. Begge dele går desværre tabt. Efter en god halv time med svingende vokal hiver Schröder dog en vældig fin præstation frem på ”Bridges are Burning.” Interessant nok er det den eneste sang, hvor han skruer ned for sin snerren og rækker ud efter et nærværende melodisk vers, som bringer en anderledes følelsesladet side frem, i hvad der ellers er en old-school speed metal fræser (og min yndlingssang på albummet). Efterfølgende ”Heaven in Red” ser desværre Schröder vende tilbage til sin snerren, som nu føles ensformig.

Rytmegruppen thrasher ufortrødent løs, og lyspunkter er der som sådan flere af, fortrinsvist fra guitarerne. De fleste af sangene har mindst ét udmærket speed/thrash-riff – ikke noget epokegørende, men nok til at bygge gode sange op omkring. Til gengæld er der også passager med enkelttone tremolo-riffs (”Descend” og ”What We’re Living For”, for eksempel), med et simpelt kontrapunkt til vokalen. Den tilgang kan forsvares med en stærk vokal, men det lykkes ikke Schröder at bære versene alene. Desuden er der nogle passager, hvor guitaristerne slet og ret tager sig uheldigt ud. Hovedriffet i ”What We’re Living For” samt omkvædet i ”Fiery Winds of Death” bygger på nogle hurtige powerakkordskift, som udfordrer i hvert fald én af guitaristerne, mere end han kan følge med. Dertil er der i flere af soloerne akavede pauser mellem takterne, som gør soloen hakkende frem for flydende – åbneren og titelsangen er to gode eksempler. ”Demons” er et andet, hvori c-stykket har et fint nok riff, men hvor den afsluttende tone i hver takt hænges til tørre og tager sig fjollet ud.

Under middel over det hele

Emerald Eyes indeholder de væsentligste elementer, man kan forvente af power/thrash-genren, og er åbenlyst skabt af mennesker, der ånder for det. Albummet fejler desværre fortrinsvist på leveringen, da vokalen hverken leverer melodiske hooks eller rå vrede, og rytmegruppen på flere af sangene slås med de tekniske færdigheder. Sangskrivningen kompenserer heller ikke, for selvom gutterne kender deres stil og deres riffs, er der intet at komme efter ud over det samme i en ny indpakning. Og indpakningen er jeg for resten heller ikke begejstret for.