Satanhat
Noget af det bedste ved metalmusikken er, at man ofte kan vide præcis, hvordan en plade lyder, blot ved at kaste et enkelt blik på coveret. The Final Sin af østrigske Irdorath (ej at forveksle med det hviderussiske folkrockband af samme navn) er smykket med netop sådan et af slagsen.
Det bibelinspirerede motiv, de grålige og gyldne farvetoner, og så bandlogoet naturligvis, lader ingen tvivl tilbage om, hvilken metallisk subgenre vi her bevæger os i. Ja, straks er der endda et cover fra et ganske kendt polsk band, der dukker op i hukommelsen, når man sådan betragter The Final Sin. Behemoths Evangelion er dyppet i den samme farveblanding.
Og det er ikke kun visuelt, at Irdorath har ladet sig inspirere af Nergal og kumpanerne. Også på den musikalske side bliver der i løbet af The Final Sin løftet på satanhatten og hilst mod Gdańsk.
Trut, Gabriel
Allerede på første skæring “Chains of Virtue” skinner inspirationen igennem efter de obligatoriske kirkeklokker, munkemumlerier og kæderaslen. Og man når lige at blive lidt træt lige dér… Endnu et band, der spiller Behemoth-core. Wauw… Heldigvis viser Irdorath snart, at Behemoth blot er en af flere inspirationskilder, således at det efterfølgende faktisk kun er den stærke “Redeemer of the Heretics”, der giver plads til en baspassage, som ville få Gabriel til at trutte i sin trompet.
“Divine Delusion” og “Disgust of Enlightenment” glimrer med indstrøede progressive elementer, uden at det på noget tidspunkt tager overhånd, ligesom “Debaptized” og “The Plague, I Am” kaster heavy metal-riffs ind fra højre. Sidstnævnte på en måde, der fik denne anmelder til at savne de hedengangne finner fra Sentenced, inden sangen skifter op i et thrash-gear, der bliver fortsat i den efterfølgende “Shatterer of Worlds”.
Det mest markante fællestræk for sangene på The Final Sin er de iskolde black metal-melodiløb, der mere end noget andet sætter tonen på albummet. Omend de er stemningsskabende og ganske klassisk opbygget i al deres tremolo-herlighed, og at de hver for sig ikke fejler det mindste, så begynder de desværre også at minde lidt om hinanden, når vi nærmer os pladens slutning, hvor “When the Last Bell Falls Silent" runder af med samme stemning, som også indledte pladen. På den anden side er hvert eneste nummer så velkomponeret, fyldt med detaljer og plads til at ånde, at man sagtens kan overhøre gentagelserne.
Den sidste synd
Kan man se bort fra, at de føromtalte isnende melodiløb godt kan virke en smule udskiftelige i længden, så får man med The Final Sin en stærk black metal-plade, der vokser ved hver gennemlytning og konstant holder lytteren fanget med sin detaljerigdom. Man må blot håbe, at Irdorath ikke lægger alt for dyb mening i titlen The Final Sin og lader skiven være deres sidste synd. Østrigerne har helt sikkert fat i noget, og kan de ligefrem for fremtiden lægge inspirationskilderne endnu længere bag sig, så kan Irdorath gå hen at blive et virkeligt interessant band.
