De canadiske core-pionerer kører med 230 km/t – selv efter seks års stilhed

More core

Ion Dissonance er på sin vis en sjældenhed. De har fra start knækket koden og forstået, hvordan man fornyer sit udtryk uden at vende sine rødder ryggen. Dette ses bl.a. i bandets forholdsvis lange rejse gennem core-metallens afsindigt aggressive facetter. I de spæde år var sigtekornet rettet mod grindcore, og senere blev det mathcore – den genre, de fleste formentlig forbinder de vrede venner med. Med 2007-udgivelsen Minus The Herd blev lyden dog mere deathcore- og groove-baseret, og det er netop denne lyd, der genoptages på Cast The First Stone, der er gutternes første udspil i seks år!

Der er bøllebank i luften

Man kan næppe forestille sig en mere lige på og hård start, end hvad Ion Dissonance præsenterer på Cast The First Stone. Mindre end ét sekund inde i åbneren ”Burdens” rives lytterens øregange midt over, og en forvrænget, rusten Kevin McCaughey vrænger: ”Get out of my heeead!”. Frustrationerne får frit løb, og skulle denne skive beskrives med bare ét ord, ville det ubetinget være vrede.

McCaugheys råben og skrigen bakkes op af et velspillende band. Bassen og de ottestrengede guitarer er stemt helt i bund, og skruer du højt op for lyden, er der fare for, at dine gulvbrædder letter. Så er du advaret. Rygsøjlen til dette tunge arrangement, trommeslager Jean-François Richard, byder på uanede mængder blast beats, men har desuden en ret interessant spillestil, hvor groove-elementerne og den gode hook virkelig skinner igennem. Alt dette resulterer i en ganske forfriskende omgang deathcore spædet op med et anderledes tvist af mathcore eller sågar teknisk dødsmetal. Generelt er det et møgbeskidt og ruskende råt udtryk, gutterne leverer, og dette understøttes af en uforfalsket produktion, der lader hele molevitten dryppe af snavs og skidt – på den fede måde!

Som ved så mange andre bands er det især vokalen, der gennemsyrer lydbilledet og udgør den genkendelige faktor. På den front gør McCaughey et ganske fint arbejde. Alligevel er der noget irriterende over den ensformige vokaleksplosion, og man kan som lytter selv ende ret anspændt efter 36 minutter i dette selskab. Desuden går der ret hurtigt Karl Smart og skolegårdstæsk i den – a la Jamey Jasta (Hatebreed) – og om denne stil klæder pladen, er jeg ikke sikker på.

Smaddertogtet afbrydes kun ganske kortvarigt af instrumentalnummeret ”Untitled II”, der varer lige under to minutter. Her får lytteren en velfortjent – men kort – pause til at tørre sveden af panden, inden det atter går løs. Tilføjelsen af dette nedtonede nummer skaber en god dynamik blandt de elleve numre, men faktisk kunne pladen godt bruge endnu et pusterumsnummer – også selvom der er en ret svedig instrumentalpassage til sidst i ”D.A.B.D.A State of Discomposure”.

Kadencen kniber

Med Cast The First Stone har Ion Dissonance kreeret et forholdsvis velbalanceret album, der formår at skille sig ud fra den hastigt voksende mængde af hårde core-bands. Der bliver fra start skabt et godt udgangspunkt, hvor lytterens interesse vækkes, men hen ad vejen tabes gnisten, og det ender alligevel med at være lidt for meget af det samme. Man bliver som lytter efterhånden mættet, og det store overraskelsesmoment, man sidder og venter ængsteligt på, kommer desværre aldrig. Kan man nøjes med at høre en håndfuld numre ad gangen, er det dog et ganske velfungerende vredesudbrud, og derfor ender vi et par trin over midten på den famøse rangstige.