Den kedeligste dåb til dato
Australske Jarro Raphael er en aktiv herre i metalmiljøet. Som værende indblandet i diverse projekter såsom Nocturnal Graves, Destruktor, Trench Hell, Hobb’s Angel of Death og ikke mindst Deströyer 666, så har Raphael været vidt omkring. Impious Baptism er navnet på hans eget soloprojekt, som kører i stil med det såkaldte "war metal", som Australien er rigt på af projekter. Der er også en anvendt ambient visse steder i numrene. Impious Baptism har eksisteret siden år 2010, og siden da er det blevet til en demo og to EP’er, før Raphael smed denne skive - Wrath of the Apex Predator - ud tilbage i april. Raphael spiller selv på alle instrumenterne og er samtidig vokalist.
Wrath of the Apex Predator er en omgang buldrende black/death metal. Trommerne banker af sted, og intetsigende riffs kører med på vognen, og Raphaels vokal kan beskrives som værende old school death metal med en snert af black metal i sig. Det lyder ikke særlig unikt, desværre. Albummet starter ud med et nummer på et minut og halvtreds sekunder, som vist nok skal forestille at være en intro. Nummeret hedder "Revelation to Annihilate" og starter direkte med et riff og nogle grunts. Derefter fortsætter trommecirkusset derud af på autopilot. Raphael formår blot at udøve nogle lyde gennem dette stykke musik, som slutter efter lidt over et minut, hvor der efterfølgende kommer lidt ambient i et halvt minuts tid.. Besynderlig måde at starte albummet på.
"The Age of the Firelords" bliver så skudt i gang med et riff, og en lead. Lead guitaren er bare sunket dybt ned i mikset og bliver overdøvet af både rytmeguitaren og trommerne. Det går dog hurtigt over, før vi er tilbage i tromme-guitar kaosset med Raphaels vokaler. Der opstår diverse temposkift og lidt mere lead gennem nummeret, men det lyder mere irriterende end godt. Om leaden var skruet lidt mere op, da ville en eventuel nydelse være lettere tilgængelig. Det sidste minut af nummeret er ambient. En dyster atmosfære opsættes, men der kommer ikke rigtig en forløsning, det skal forestille at være skummelt – er mit bud – men det er det bare ikke helt alligevel. Vi bliver så smidt ud i mere af det samme black/death i det efterfølgende nummer. Interessant måde at sætte albummet op vil jeg sige. På nogle punkter er det rart med noget ambient indimellem, men det hjælper ikke noget på en variation, intet fra de to verdener er særlig godt. Det er blot i nummeret "Arcane Funeral Rites", at jeg bliver lidt fanget. Et halvandet minut i slutningen er lyden af en tromme, der spiller en simpel rytme. Men af en eller anden grund lyder det bare spændende. "Axis of Lucifer" havde i øvrigt også en ambient del til sidst med noget clean guitar og en sample af noget, der lyder som naturfænomenet; vind.
I øvrigt er der en sag, som jeg ikke helt forstår. Nummeret "Release the Titans" er delt op i to dele, to sange efter hinanden. I alt varer de ni minutter og to sekunder. Hvorfor ikke bare sætte de to numre sammen? Første del slutter jo alligevel ved at fade langsomt ud med et riff, som så – nøjagtig det samme riff! – kommer igen. For mig er det underligt, at man vil anvende et par minutter på at skrue ned for et riff, for så at skrue op for det igen.. Spild af tid. Naturligvis bliver det sidste minut af "Release the Titans" afsluttet med noget ligegyldig ambient. Titelnummeret, "Wrath of the Apex Predator", starter lidt som Cannibal Corpses "Hammer Smashed Face", riffet er bare en anelse anderledes. Men lidt déjà vu kan vel aldrig skade? Dette nummers opskrift er ej heller ny. Gæt hvilken type afslutning det har.
Produktionen på Wrath of the Apex Predator er ikke specielt god. Lead guitaren bliver overdøvet af rytmeguitaren og trommerne, og bassen fik jeg aldrig rigtig hørt noget af. Kompresset lyder det dog alligevel kedeligt. Konceptet med at slå løs i nogle minutter og så afslutte et nummer med noget dyb ambient er bare ikke særlig godt. Og det med, at hr. Raphael rent faktisk gør det i HVERT nummer, det gør blot variationen på skiven endnu mindre. Det var jo heller ikke fordi disse såkaldte "ambient" dele var særlig spændende, men derimod sindssyg ligegyldige. Jeg har ikke særlig mange gode ting at sige om dette album. Jeg ventede egentlig bare på, at det ville slutte, så jeg kunne lytte på noget mere attraktivt. Det er elendigt i sin genre, og jeg kan ikke rigtig anbefale andre at lytte til det. Find noget andet.
Sang nummer fire, “Arcan Funeral Rites", kan høres her:
