"Åh, nej", tænkte jeg da jeg fik dette album, "ikke en omgang kedelig skønsangs- og keyboarddruknet gotisk metal mere! Det hele lyder jo ens!"

Heldigvis slår Imperia fra Holland mig som værende anderledes end de fleste andre bands, der befolker den samme gren af den gotiske metal (altså den, hvor der er en forsangerinde med en silkeblød skønsangsstemme, og hvor musikken er smattet ind i latterlige keyboards. "Secret Passion" er Imperias 3. album, og, jo, jeg synes egentligt, det er ret godt.

Musikken i sig selv er ikke noget særligt, men den er solid og groovy; og så er der enkelte industrielle elementer his og her, hvilket faktisk er mere holdbart, end man skulle tro. Der er de obligatoriske melankolske og episk-symfoniske keyboard effekter, og enkelte gange kammer det over i det cheesy, men det lykkedes dog også tit Imperia at fange en næsten Depeche Mode-agtig melankosk stemning, som de klart fortjener ros for.

Imperias force er dog den forsangerinde Helena Michaelsen, hvis stemme er meget mere versatil, end hos sangerinderne i horden af middelmådige gotiske metalbands, og hun er i stand til at bevæge sig indenfor både det silkebløde skønsang, det operatiske og det mere rockede og hun er heller ikke bange for at kaste sig ud i nogle ret bizarre og teatralske stemmeføringer nu og da (selvom jeg synes, jeg nogle gange hører noget Miss Piggy over hendes sang), og det er virkelig en variation, som jeg savner hos mange andre bands i samme genre.

Jeg synes dog stadig, at der er en tendens til at blive formulariske, og luften går lidt af ballonen som albummet skrider frem, og en samlet spilletid på en time (i digipak-versonens tilfælde) er måske lidt for langt til, hvad skiven kan bære. Og det er en skam.

Jeg tror, at dette album vil appellere til fans af symfonisk gotisk metal og andre mere melodiske og storladne typer metal. Men hvis man vil have smadder på, så skal man holde sig væk - for der er nok lidt for meget balladestemning på denne skive.