Ny plade, ny identitet
Intet er, som du forventer
Svenske Imminence så dagens lys tilbage i 2010, hvor vokalist Eddie Berg og guitarist Harald Barrett dannede bandet. Drengene var teenagere, musikken var vred, og hele verden kunne bare komme an. Det gjorde den så, og i 2014 slog knøsene tilbage med debutskiven I, der bød på farlige mængder aggression og højspændt energi. Albummet var en succes, og nu er de klar med opfølgeren, This is Goodbye, hvor alt er vendt på hovedet.
Kastration
Lad det være sagt med det samme: Forventer du en tro kopi af debuten og hardcore-hits som ”Wine & Water”, har du en slem skuffelse i vente; This is Goodbye er på ingen måde som sin forgænger. De sønderrivende guitarer og den møgbeskidte vokal er lagt på hylden, og i stedet er den rene sangstemme og de elektroniske effekter fundet frem. Kan man acceptere disse ændringer, er det bestemt værd at give skiven en tur i anlægget; der er masser af guf – men også lidt grums – at komme efter.
Albummet har en meget international lyd, og bandet kan på sin vis sagtens hamle op med store, internationale navne som Bring Me The Horizon og The Color Morale. Det er en brandlækker produktion, som drengene hovedsageligt selv har stået for, og det er tydeligt, at alt er gjort med stor omtanke. Hvert sekund har en behagelig lyd, og musikken appellerer til et bredt publikum, da den i bund og grund er meget uskyldig.
Mest fremtrædende i gutternes lydsammensætning er vokalen leveret af Eddie Berg. Han er uden tvivl en dygtig sanger, og hans stemme har et klædeligt melankolsk islæt. Alligevel kan man savne noget aggression og attitude, da det hele bliver meget sterilt og pænt. Den instrumentale side fungerer ligeledes ok, men det må dog pointeres, at guitarerne er komplet anonyme. Der spilles næsten kun tamme power chords med forvrængning, og et riff eller en fængende melodi skal man lede længe efter.
Som førnævnte Bring Me The Horizon bruger Imminence store dele elektroniske elementer til at skabe stemning og atmosfære i deres numre. Faren ved dette er, at musikken hurtigt kommer til at lyde kunstig og klinisk, hvilket også er tilfældet stedvis på denne skive. Dog klarer svenskerne frisag i det store hele, og man må acceptere, at heftige synths, klippet lyd mv. er en del af bandets image – og det lyder da også ganske fint.
Goodbye
De unge nabodrenge fra Sverige har kreeret en virkelig målrettet plade med en gennemført stil: De ved præcis, hvad de vil, og hvordan de skal bære sig ad. Problemet er bare, at projektet bliver for overtænkt og overgjort – hvor er sjælen, impulsiviteten og nerven, som de tidligere har mestret så fint?
