Fritidsklubnostalgi

Forestil dig det: Duften af brændte popcorn og pizzasnegle vejrer i luften, mens en Gameboy og en PlayStation bipper om kap i baggrunden, og du er ved at vælge, hvilken ork som du skal drage ud på eventyr med i fritidsklubbens Dungeons & Dragons-kampagne. Det er sådan et scenarie, som det japanske power metal-band Illusion Forces andet album, Halfana, er skrevet til. Bandet blev dannet i 2018 og leverer ren fritidsklubnostalgi, hvor inspirationen fra bands som Helloween og Dragonforce skinner tydeligt igennem. Det er klassisk power, som man kender det, men så heller ikke meget mere. Der er ingen tvivl om Illusion Forces musikalske habilitet, men de mangler sans for komposition og tempo. Hvis man satte albummet på til sin næste DND-session, ville det nok mest blive registreret som baggrundsstøj og forsvinde ind i fritidsklubbens flettede lydtæppe af bippen, popcorngnaskning og barnestemmer.

Kan man skynde sig langsomt? 

Hvis man hedder Illusion Force, er svaret ja. Halfana er et album med fart på, og flere af sangene virker både tempomæssigt og kompositorisk forhastede. Nok ligger det hurtige tempo til genren, men hvor bands som Dragonforce kan opbygge lytterens energi med deres hurtige riffs og flams, så dræner Illusion Force den i stedet. Den rytmiske ensformighed får Halfana til at fremstå som et album i tomgang, og på sangen “Captan #5” finder der først et temposkift sted efter omkring 2,5 minutter. Generelt føles alle sangene lidt for lange, og ørerne bliver hurtigt forpustede. Halfana vil for meget for hurtigt, og instrumenterne snubler flere gange over hinanden, som når vokalen kolliderer med guitarsiden i “Hibari, Pt I: A Lost Cantata”. Bandets leg med rytmer virker mest af alt, som om de spiller ude af takt. Det er en skam, da alle musikerne i Illusion Force ellers udviser stor teknisk kunnen. Særligt Yuya Shiroumaru og George Shiroumarus leverer soloer, som sidder lige i skabet, og der er ingen trolde under deres bridges. Det bliver tydeligt på de få sange, hvor bandet tager sig bedre tid til at udfolde det instrumentale. Især sangen “Hibari, Pt III: Möbius” står ud fra resten af albummet med sit næsten epic doom-agtige udtryk i begyndelsen. På dette nummer er der større harmoni mellem vokalen og det instrumentale, mens der ellers ofte opstår diskrepans mellem Jin Jeons og guitarernes tonelejer på de andre numre. 

Halfana rummer både musik til episke togter på drageryg og bardballader. Selvom balladerne svaler øregangene og er med til at skabe variation på albummet, så fremstår deres komposition for enkel, og den manglende musikalske evolution i ballader som “The Serene Valley” gør, at de fremstår lige så monotone som de hurtigere numre.

For mange talentfulde kokke i powerhuset

Enkelte numre på Halfana løfter sig, når et flerstemmigt kor skaber dybde i sangenes klangbund, så der opstår elementer af symfoni midt i instrumenternes disharmoni. Dog er det ikke nok til at øge den samlede kvalitet af albummet, der fremstår som en Warhammer-rodebutik med et ensformigt sortiment. Halfana er et eksempel på for mange talentfulde kokke i køkkenet, for Illusion Force er uden tvivl dygtige musikere, der kan deres kram, men der mangler en kompositør, som kan vikle instrumenterne ud af hinanden og skabe et sammenhængende hele.