Himlen mørknes og det buldrer i det fjerne. Er det torden? ER DET TYSKERNE? Næsten, det er Illdisposed der starter motorerne…

A Warm Welcome

Normalt plejer man at bruge lidt kræfter i sådan en anmeldelse på at introducere bandet lidt, hvis det nu er et ensemble man ikke er helt sikker på alle kender. Ganske kort om hvem de er, hvor kommer de fra etc. Her er der ikke meget at sige, andet end de hedder Illdisposed og de er fra Jylland. Hvis du ikke ved hvem det er endnu, så tror jeg du skal lukke for din edb maskine og gå hjem i seng, for her har vi at gøre med et band der i den grad har nikket skaller hele landet rundt i flere år end de selv vil indrømme.

Just like a clockwork

Illdisposed er, som forsøgt formidlet, efterhånden det man kalder for et household name. Og med 12 studiealbums bag sig og en hidsig lille ny lige op over, er det sgu’ ikke noget de er kommet sovende til. Fra covernumre til absolut ondskab, har de i mange år rykket os rundt med et flabet glimt i øjet og også gerne på tysk, som var de Red Warszawas nyvaskede og, må jeg hellere tilføje for min egen sikkerheds skyld, talentfulde fætre. Det leder til det helt store spørgsmål på alles flækkede læber: Kan de endnu? Ja, det kan de så absolut.

Både på heavymetal.dk og ude i den store verden, var der bred enighed om de foregående albums var helt igennem fantastiske, men Deres ydmyge anmelder var ikke lige så begejstret og gav i realiteten op efter Burn Me Wicked der i øvrigt fejrer ti års jubilæum i år – og nu er jeg så tilbage i det på-grænsen-til-voldelige forhold fordi alle ved man tugter den man elsker. Og Illdisposed elsker os. Flere gange i løbet af Grey Skies…, er jeg stoppet op og har tænkt ”det er fucking catchy det der, ”åhr en sprød solo” og ”Jesus mand, det var fedt det der!”

Flere steder bemærker jeg en vis tilbageskuen til tidligere albums og Bo får brugt sin vokal hele vejen rundt, både den slags der giver associationer til Obituary og så den slags der mest af alt føles som om han løfter dig op i kraven og brøler dig ind i ansigtet, som det er tilfældet på ”In Light Of The Moon”. Lige fra første færd, bliver tonen slået an af en lav knurrende intro, efterfulgt af tungt rullende beats. Tag ikke fejl af det behagelige tempo, for det hele eksploderer mellem hænderne på dig, som så mange Mentos i en flaske iskold Coca Cola. Der er mange flere guldklumper på det her album, numre der har karakter nok til at modstå tidens tand, f.eks. ”I’ve Been On My Own” der minder om det nyere Malevolent Creation og ”Your Darkest Son” som tryllebinder med en herligt liret solo, i et nummer der ellers er blottet for dikkedarer - et gennemgående træk på hele pladen. Den røde tråd er følelsen af klassisk Illdisposed med et twist, a la en billardkugle i en sok, bare for at spice tingene lidt op i et godt gammeldags barslagsmål. Og selvom knock-outet bliver leveret tidligt, sidder næverne stadig løst på et veloplagt band der næsten skånselsløst banker deres solide og medrivende død ind i dit medtagne hoved. Og du vil ha’ mere, for det er sgu’ et rutineret band der forstår hvordan man fastholder folks opmærksomhed.

Submit

Det føles, for mig, som en modig plade det her. De har ikke givet køb på deres kerneværdier, det er stadig tungt og ondt og catchy, men selvom de har rodet i posen med tested and tried, har de alligevel præsteret at samle et par venner fra både black og thrash til et godt gammeldags gruppeslagsmål og aldrig har en røvfuld behaget mig så meget som Grey Sky Over Black Town. Alle har lært fra barnsben af man ikke må tage en pose over hovedet, for så dør man. Med det samme. Men når der står ”ILLDIS” trykt med store sorte bogstaver henover siden, som i øvrigt er jysk for røvfuld, så glemmer man sin barndoms formaninger og hyperventilerer sig til et lykkeligt blackout.