Et fremragende felt
Det er ikke så sjældent, at vi her på sitet har ladet os imponere af ny dansk hardcore: Lifesick har for nylig slået benene væk under os med albummet Misanthropy, Anti Ritual gjorde det samme med Expel the Leeches – og både Rot Away og Eyes leverede fremragende plader med henholdsvis Nothing is Good og Underperformer. Til stimen af ny dansk hardcore slutter nu endnu et band sig, nemlig københavnske ILLA, og selvom de med ep’en The Body Keeps the Score ikke når helt op på niveauet fra de ovenstående plader, er der meget godt at komme efter – især hvis du kan lide din hardcore groovy.
”What doesn’t kill you, stays in your head”
ILLA beskriver selv musikken på The Body Keeps the Score som simpel – og det er da også ganske sandt. De fire numre med en samlet spilletid på omkring 12 minutter består nemlig blot af det mest nødvendige: guitar, bas, trommer og vokal. Intet andet. Ingen lir eller unødvendig blær. ILLA spiller med andre ord uprætentiøs hardcore – og tak for det! Desuden står det hurtigt klart, at de fem herrer ikke er helt uerfarne udi sangskrivning. For eksempel har vokalist Tan fortid i By the Patient, og trommeslager Martin har spillet i Myrd, og det er måske derfor, at ep’ens fire numre alle er skåret tilpas ind til benet, har masser af energi og ofte et rigtig godt groove.
Ep’en skydes i gang med sin stærkeste skæring, ”Regrets”. En væg af forvrænget guitar brager ind i hovedet af lytteren, og en snerrende vokal fra frontmand Tan forstærker udtrykket. Groovet er vanvittig stærkt, og jeg tør godt love, at der kommer gang i gulvet, når denne skæring engang rammer spillestederne. ”True Self” følger trop med bombastiske trommer i starten, nogle dissonante guitarriffs indimellem og et mere tonsende udtryk. Igen er det svært at sidde stille, og jeg kan næsten ikke vente, til jeg (forhåbentlig) kan opleve dette nummer live.
”The Body Keeps the Score” efterlader mere plads til instrumentale passager, og trods en klodset overgang her og der fungerer det rigtig godt. Sangtitlen, som jo også er ep’ens titel, refererer desuden til psykologi og psykisk sygdom, og lytter man til ILLAs tekster, fornemmer man klart, at kvintetten har meget på hjerte. Det er habile og velskrevne tekster, der er værd at dvæle en smule ved, mens musikken kører – også selvom alle bands efterhånden synger om psykisk sygdom.
Ikke så meget fis
”Wastelands” lukker ep’en med et langsommere tempo, et fint omkvæd og et ok groove, men har ikke helt samme nerve og energi som de tre øvrige numre. Det efterlader en lille flad fornemmelse hos lytteren, men ændrer nu ikke på, at ILLA med The Body Keeps the Score har begået en flot ep med flere solide højdepunkter. Sangene er straight to the point, uden alverdens dikkedarer og for det meste fulde af energi og godt groove – og derfor placerer ILLA sig uden tvivl i den pæne ende af karakterskalaen.
