Den musikalske venligboer
Lige siden Ihsahn debuterede som solist med The Adversary tilbage i 2006, har han fokuseret på at udvide rammerne for den sorte metal. Ja, det gjorde han vel egentlig også i sit første lille band. Som en musikalsk venligboer har han altså mere eller mindre altid inviteret fremmede stilarter ind i sin verden: progressiv, elektronisk, avantgarde, jazz, ambient, symfonisk, tech metal osv. Ihsahn har forsøgt sig med det meste. Her i 2020 er resultaterne af disse evige eksperimenter blevet til Telemark-EP’en, hvor fokus var på den traditionelle black metal – eller det var i hvert fald meningen. Anden del af den fortælling er så EP nummer to, Pharos, hvor der fokuseres på andre af den norske multikunstners mange facetter, nemlig den poppede og elektroniske musik.
Vegard taber højde
Ihsahn har selv udtalt, at han med de to EP’er bevidst har forsøgt at udsætte sig selv for det benspænd, det er for en kreativ sjæl som ham, at begrænse sig til bare én genre og ét udtryk. Som man kunne læse i vores anmeldelse af Telemark, lykkedes det kun i ret begrænset omfang i første forsøg, og det går desværre ikke meget bedre denne gang. ”Losing Altitude” starter med et groovy riff, og så er det ellers som annonceret, den poppede, lyse udgave af Ihsahns vokal, der dominerer. Tempoet er lavt, stemningen er drømmende, og i andet vers er det pludselig rent elektronisk. En rimelig banal popsang altså, og det banale fortsætter på ”Spectre at the Feast”, som har et knejsende omkvæd, der burde tilfredsstille enhver Toto- eller OneTwo-fan.
Om tilhængere af Emperor vil være lige så begejstrede, er tvivlsomt, men Ihsahn er tydeligvis ret ligeglad – og fuld respekt for det. Ihsahns tæft for en god popsang har han demonstreret før, og den fejler stadig ikke noget, men derfor behøver man jo ikke nødvendigvis at blive begejstret over resultatet. Billedet ændrer sig ikke væsentligt på den sidste af de tre Ihsahn-kompositioner på EP’en, titelnummeret ”Pharos”. Den har et gennemgående og ganske simpelt tema, dels fremført på klaver, dels på akustisk guitar, og ovenpå svæver atter Ihsahns smørbløde tenor. Pludselig afbrydes idyllen af Roger Waters-bombastiske kor og trommer, og man får en fornemmelse af det oprørte hav fra Pharos’ cover. Hver for sig er de tre sange sådan set fine nok, og de fremføres med Ihsahns sædvanlige høje kvalitet. Det virker bare lidt tamt og ligegyldigt.
Ligesom på Telemark afsluttes EP’en med to covernumre. På det ene, popdrengene fra a-has ”Manhattan Skyline”, får Ihsahn hjælp af Einar Solberg fra Leprous på vokal, men det gør den ikke mindre forfærdelig. Så går det en del bedre på Ihsahns version af Portishead-nummeret ”Roads”, der, lidt sørgeligt måske, er EP’ens klart bedste. Blandt andet er det dominerende keyboard fra originalen fikst erstattet med en lækker, tremolo-effekt på guitaren (ikke at forveksle med tremolo-picking, for det er der ikke noget af på denne udgivelse!). Uafhængigt af kvaliteten af de enkelte sange er det ikke nemt at finde en linje i valget af covernumre på de to EP’er, udover ”den her synes jeg også er fed”.
På med rullekraven igen
Som allerede antydet er illustrationen på Pharos’ cover et fyrtårn, der viser vej i et oprørt hav. Titlen på denne EP hentyder altså givetvis til det sagnomspundne fyrtårn på Faros ved Alexandria, et af verdens syv vidundere, der blev ødelagt under et jordskælv i 1375. Men hvad er det egentlig, Vegard Sverre Tveitan vil redde os fra, og hvor vil han føre os hen? Efter dette års to lidt famlende EP’er står svaret ikke ligefrem lysende klart. Når Ihsahn er bedst, blander han flere af sine mange inspirationskilder til noget nyt og spændende, men holder fast i sin specielle stil og lyd. Den yderst vellykkede Ámr fra 2018 er det seneste eksempel på dette, men præcis som på Telemark er Ihsahn desværre ret langt fra sin normalt høje standard her på Pharos.
