At rejse er at leve
Ukrainske IGNEA har eksisteret siden 2013 og har produceret to EP’er og tre albummer, dog uden at få opmærksomhed fra vores side. Og sikke en skam det er. For hvis du ikke kender dem, så laver de en blanding af progget, symfonisk og melodisk dødsmetal med et drys folkeelementer på toppen. Bandet består af Helle Bohdanova på vokal, Yevhenii Zhytniuk på keys, Dmytro Vinnichenko på guitar, Oleksandr Kamyshyn på bas og Ivan Kholmohorov på trommerne. Helle Bohdanova i front skifter imellem growls og clean vokaler og skriver vidunderlige tekster på både engelsk og ukrainsk. Med Dreams of Lands Unseen har de kastet sig over at skabe et decideret konceptalbum, og det kan som bekendt både være godt og skidt. Konceptet bag albummet er, at hver sang er en bid af Sofia Yablonskas liv – en ukrainsk fotograf og dokumentarist, der rejste alene rundt til verdens mest afsides områder og besøgte oprindelige folk og kulturer tilbage i starten af det 20. århundrede. For at komme i mål med dette har bandet både brugt beskrivelser og endda hele sætninger fra Yablonskas bøger direkte i teksterne.
Når følelserne får frit spil
Symfoniske metalbands er der efterhånden mange af, og et par af de vigtigste elementer for at skille sig ud der er i mine øjne vokalen, og hvad man drysser på toppen af selve musikken. Helle Bohdanova viser sig fra sin allerstærkeste side på dette album med både halssmadrende growls såvel som krystalklare noter, når hun uteatralsk men medrivende og følelsesladet fortæller om Sofia Yablonskas bedrifter. I Yablonskas ånd er teksterne på to af numrene holdt helt på ukrainsk, "Далекі Обрії" og den fængende lukker på albummet "Zénith", mens de resterende er på engelsk. Og selvom jeg ikke forstår et ord ukrainsk, så er begge numre på samme høje niveau som resten af albummet, og jeg savner derfor ikke at kunne høre lyrikkens indhold.
Sangene på Dreams of Lands Unseen er både smukke og voldsomme, og skiftene i vokalen er lette og ubesværede. Det nemmeste i verden ville her være at sammenligne med et andet metalband fra Ukraine med en kvindelig forsanger med forrygende skift mellem clean og harsh vokaler – men der er en verden til forskel mellem de to bands. Her er musikken langt mere kompleks og har mange uforudsete skift og transitioner. Det giver et både interessant og smukt sammentømret lydbillede af høj kaliber.
Fra de første toner af den instrumentale åbner, “Téoura”, bliver lytteren suget ind i en fantastisk rejse, hvor symfonisk elegance møder både dødsmetal og elektroniske synths og etniske folk-elementer. Folk-elementerne er der dog ikke blot som krydderi, men som et stensikkert greb til at fuldbyrde fortællingen om fremmede kulturer og eksotiske folkefærd. ”Dunes”, der følger efter, lægger hårdere fra land med langt mere punch på musikken, en bidende vokal, fræsende guitarer og en kraftfuld bas-kontrast til den drømmende atmosfære på både omkvæd og bridge. Så helt fra starten etableres stemningen for albummet, og bandets spændvidde vises effektivt frem.
”The Golden Shell” er nærmest melankolsk og drømmende i lyden, og lyden af havets bølger, der rammer strandkanten, mens mågerne skriger over den, lukker fint sangen ned. Som modsætning er til gengæld et nummer som ”Nomad’s Luck”, der trækker tydelige nordafrikanske tråde, og som har et mere aggressivt udtryk med pompøse riffs og rå vokaler. Hvor versene er hårde og farlige som Yablonskas rejser, så er omkvædet til gengæld fuld af håb fremført af blid vokal: ”How many moonlights will I last pushing Nomad’s Luck, Embracing thousand lives, Dancing on delicate ice?” Afslutningen af nummeret bæres af vilde blast beats og ”Catch me if you can”-opfordring fra vores rejsende hovedperson. Smuk måde at slutte historien af på.
”Opiumist” starter ligeledes med asiatiske toner, menneskemylder og snak. Som det må have lydt, da Sofia var i Kina. Tunge trommer støder hurtigt til, men den folkemusiske stemning bibeholdes, mens stemmerne fortier sig. Bohdanovas smukke, rene vokal tilføjes og fortæller om kontrasten mellem Ukraine og Kina, udlængsel og ensomhed. Cirka halvvejs igennem kommer stemmerne fra før tilbage, musikken træder i baggrunden, og der bliver sagt noget på kinesisk, der kan oversættes til ”Girl, where is your home?” Musikken kommer stærkt tilbage, og Tuomas Saukkonen (Wolfheart) bryske stemme synger resten af teksten: ”The more you fight, The more I insist, Spider delight, Watching your tangled wings”. Siden hvirvles Bohdanovas vokal med igen og afslutter et smukt nummer lige så spektakulært som det opiumstrip, nummeret portrætterer.
En gang til!
Der er som tidligere skrevet mange bands om buddet, når det kommer til melodisk metal. Men der er ikke andre end IGNEA, der gør det som IGNEA. Jeg vil faktisk gå så langt som at sige, at der ikke er nogen decideret svage numre på skiven, hvilket er en bedrift i sig selv. Deres storytelling er knivskarp. IGNEA fanger og formidler derfor både faren ved at rejse alene i den tid og den udlængsel, som må have udløst rejserne for Yablonska. Bandet tager desuden utraditionelle og modige valg på instrumentalsiden med et væld ukonventionelle instrumenter, og den satsning virker. Og så må jeg bare igen fremhæve vokalen. Bohdanova er en kunstner, der har fundet sit udtryk. Hendes klang og vokale performance er vidunderlig, både når hun er blid fortæller i ”The Golden Shell” og ”Incurable Disease”, og når hun uddeler frygtløse øretæver i ”Nomad’s Luck”. Og hvis jeg nu skal finde på noget at være sur over, så skal jeg lede med en lup. Men kunne selve produktionen løftes mere? Måske en my. Og kunne man undvære et instrumentalt intronummer? Ja, det ville ikke blive savnet, selvom det nu fungerer fint som en appetitvækker til ”Dunes”.
Et konceptalbum er efterhånden blevet en hverdagssag i metal, men det ses sjældent så stærkt og gennemført som her. Der er en soleklar rød tråd i fortællingen, hvor hver sang fremfører sin del af Yablonskas modige rejser. Som om hver sang er en side i en rejsendes dagbog. Jeg glæder mig meget til at se deres koncert den 9/12 2023 i Pumpehuset. Det bliver en rejse – eller måske et trip!
