Om bag i køen!
Tænk engang, trods den uhyrlige inflations i dansksprogede bands, der lader sig inspirere af den nordiske oldtid, vikinger og de nordiske guder, så mener Idaslet alligevel, at der også lige er plads til dem. Bandet blev dannet tilbage i 2019 og primært af medlemmerne fra det nu hengange Xettia, og der er da stadig lidt dødsmetal-elementer at spore i Idaslets musik. Det høres primært i form af vokalen leveret af Magnus Berthelsen – en vokal, som minder mest om en lidt utrænet Corpsegrinder. Men lad os da starte på dissekeringen af deres debut Lurernes Glammen.
Trve Polka
Ren stilistisk betegner Idaslet sig selv som ”viking/folk metal”, så vi er ude i et territorie betrådt af bands som Vanir, Turisas, Svartsot og til dels Eluveitie. Så der er absolut intet nyt under solen som sådan. Selv den overdrevne brug af harmonika er set før, dog måske ikke i en sådan grad, som Idaslet – for helledusseda, de er fans af det instrument! Egentligt sjovt, at lige det instrument er så prominent bland folkbands, når nu instrumentet absolut intet har med vikinger eller oldtid at gøre, men derimod den tyske oplysningstid.
Men udover harmonikaen, så er det andet, der kendetegner Lurernes Glammen: inkonsistens. Musikken stikker i sytten forskellige retninger, hvilket nogle gange fungerer, men oftest bliver et mærkeligt sammensurium af lejrbålspolka og tremoloriffs fra Norge. Tag fx nummeret ”Kvadet Om Hyt”, som konstant skifter fra sigøjnerstemning til lysten til at brænde stavkirke i Stavanger ned.
Men trods disse mange benspænd, så fungerer musikken faktisk oftest udmærket – det er bestemt ikke en totalt håbløs debut, og der er potentiale at spotte. Det virker også til, at der faktisk er en del ambitioner og aspirationer – hvortil jeg kipper med min vikingehjelm, naturligvis med horn, for det er lige så historisk korrekt, som ideen om en skjald med en harmonika.
Lurernes Glammen er med en spillelængde på 24 minutter fordelt over seks numre en relativt kort sag. Jeg ville dog have forkortet den og skrottet intro og outro, da de to ikke rigtigt gør noget godt for noget. Introen er blot to minutter med lyden af bølger og mænd, der grynter. Slutnummeret ”Tyrfing” er en genfortælling af Hervors saga, historien om det magiske sværd Tyrfing, rasende bersærkere, dværgesmede og diverse slag mellem hunnerne og goterne. Problemet med lige det nummer er dog de mange passager, hvor growl bliver erstattet med skønsang, hvilket kombineret med akustiske guitarer, trods det lyriske indhold, giver sangen nogle bizarre Ramasjang vibes – hvilket simpelthen er for stor en kontrast til resten af musikken!
Et spinkelt håb
Lurernes Glammen er, som tidligere nævnt, bestemt ikke noget håbløst værk. Der er potentiale, men bestemt også plads til forbedring og måske vigtigere plads til at gro og finde sig selv. For som det er nu, så er Idaslets største problem nok det, at de mangler personlighed. De fremstår alt for anonyme i en nichegenre, der generelt er plaget af dette. Men som sagt: der er håb for Idaslet om end et lidt spinkelt et.
