Solgt!
Da vi sidste gang her på redaktionen havde fat i svenske Humanity’s Last Breath, var det i forbindelse med pladen Abyssal fra sensommeren 2019. Vores anmelder var mildest talt begejstret: Hun kaldte udgivelsen ”allerhelvedes interessant”, roste svenskerne for deres mørke tilgang til deathcore og opfordrede alle læsere til at tjekke pladen ud. Med en sådan varedeklaration måtte jeg selvfølgelig høre, hvad det var, dette band og denne plade kunne. Jeg ilede derfor ind på Spotify, klikkede mig frem til albummet og blev med det samme imponeret. Er du til deathcore af den helt tunge og mørke slags, er Humanity’s Last Breath virkelig en guldgrube. Jeg var således heller ikke længe om at snuppe bandets nyeste plade, Välde, da den figurerede i vores system her på Heavymetal.dk.
Mørke og misantropi
Välde fortsætter på fin vis, hvor Abyssal slap: Det er stadig velspillet, ondskabsfuld og blackened deathcore, der møder os på kvartettens nye album. Tænk i retning af Lorna Shore og Carnifex, men ikke nær så symfonisk – måske vores egne drenge i CABAL faktisk ligger tættere på svenskernes udtryk. De to bands har da også tidligere arbejdet sammen, nemlig om nummeret ”The Darkest Embrace”, der findes på CABALs debutalbum.
Mørket og misantropien træder frem på det første rigtige nummer, ”Glutton”: Guitarerne er stemt så lavt, at gulvbrædderne nærmest vibrerer, de dissonante lyde i baggrunden skaber en væmmelig stemning, og forsanger Filip Danielsson giver dig den endefuld, du sikkert har fortjent. På ”Dehumanize” bliver det lige så slemt – eller rettere lige så godt: En ildevarslende, stemningsmættet intro leder op til Danielssons knusende vokal, og efter to minutter slår nummeret over i ren bersærkergang. Det er brutalt og flot eksekveret.
De svenske herrer kan dog mere end det forventelige smadder – og det er her, de for alvor scorer pointene: ”Descent” imponerer med betagende atmosfæriske passager, ”Tide” gør det samme bare endnu bedre, og ”Spectre” gør det klart, at Humanity’s Last Breath også mestrer den progressive deathcore.
Den vildeste oplevelse – og her mener jeg virkelig oplevelse – leverer bandet på ”Earthless”. En underlig hakkende, delvis elektronisk og delvis guitarbaseret lyd præger nummeret flere steder, og høres sangen tilpas højt og gerne i et headset, giver det faktisk et fysisk ubehag. Der må være tale om en form for katarsis, for selvom det lyder afskrækkende, fungerer det fantastisk godt. En lignende effekt findes også på den førnævnte perle ”Tide”.
Et lille hår i suppen
Humanity’s Last Breath lever fuldstændigt op til forventningerne her på deres seneste fuldlængde. Det er stemningsfuldt, mørkt og velspillet fra start til slut, og det eneste minus, jeg kan finde, er, at pladen er lige til den lange side. Faktisk tror jeg, at albummet ville stå endnu stærkere, hvis det stoppede efter niende nummer, det instrumentale ”Väldet”. Når det så er sagt, vil jeg – som vores tidligere anmelder ovenfor – opfordre alle med hang til udfordrende, ikkekonform og dyster deathcore til at tjekke kvartetten ud. I vil ikke fortryde det! Sørg også for at dukke op, når bandet, hvis alt går vel, gæster Aarhus i september 2021 og København i april året efter.
