Fra den ene yderlighed til den anden
Mens jeg sad og anmeldte en plade, der var så kedelig, at jeg ikke ænsede, at den sluttede og automatisk fortsatte med den næste, fik jeg den geniale idé at sætte radiofunktionen på Spotify på. Det skulle vise sig at være det rette valg, for ud af ”shuffle” kom svenske Humanity’s Last Breath. Originalt betegnet som deathcore er vi endnu engang ude i et band, der ikke finder sig i restriktivt regelrytteri, når det kommer til genrer og kombinationer af disse.
Svensk death-black-djent-core
Således hensunket i kedsomhed sad jeg og funderede over selve formålet med min eksistens i kølvandet på en røvsyg plade, da Spotify forbarmede sig over mig. Ud af mine højttalere brølede noget udefinerbar ondskab, der ved nærmere eftersyn viste sig at være en forløber for et allerhelvedes interessant album. At sidde og opleve et bands nyeste udgivelse simultant med deres bagkatalog giver en anderledes oplevelse af musikken og også den fordel, at jeg ikke er forudindtaget på nogen måde. Derfor, tror jeg, at Abyssal er så friskt et pust. Kan man ikke få nok af chugs, får man stillet sin lyst på åbningsnummeret ”Bursting Bowels of Tellus”, der tonser ufortrødent af sted. Det lyder, som om at dødsmetallen har taget patent på netop den teknik, da den bliver fremført tungere end normalt, og der er tilføjet nogle elektroniske virkemidler, som grænser til det ubehagelige. Dertil skal lægges et afgrundsdybt growl, afdæmpede og veltimede blast beats og du har opskriften på noget, der nok skal få dig til at nikke med.
Sætter du ”Fradga” på, bliver du belønnet med noget, der minder om den gang, Dimmu Borgir ikke forsøgte at komme med i Eurovision. Et strejf af djent tilføjer nummeret en form for musikalsk galskab, der nok skal sikre dem en plads i hjertet hos folk, der ikke er bange for at prøve noget nyt. På et af de første numre jeg hørte, ”Vånda”, var der umiddelbart ikke andet til musikken først end rigelige mængder chugging. Men det blev hurtigt afløst af inspiration hentet i old school dødsmetal med en brutal førstevokal og en bidsk terrier på backing vokal. Kombinationen af disse tilføjede endnu et lag tyngde til et i forvejen tonstungt nummer – men det er ikke kun dødsmetal og deathcore checklister alt sammen.
Glad anmelder
Black metal sniger sig ind i deathcore, på samme måde som prog sidste år sneg sig ind i black metal, og jeg byder den velkommen. Der har været langt mellem snapsene i år, og jeg har bemærket, at jeg som en sand, sur, gammel bedstemor, efterhånden kun lytter til musik, jeg kender i forvejen, når jeg ellers har ”fri”. Men sommetider er jeg så heldig at opdage et band, der ikke blot pirrer min nysgerrighed, men som fanger min interesse. Humanity’s Last Breath er et sådant, og jeg kan KUN opfordre jer, kære læsere, til at give Abyssal et skud. Om ikke så meget andet, så for at prøve noget nyt. Er man allerede fan, bliver man ikke skuffet.
