Murphys lov i aktion

Vi kender alle til det. Dagen for et perifert beslægtet mosefunds 80-års fødselsdag er oprandt, og der er en time til, I skal ud af døren. Men hvilken time. I nattens løb er skjorten på magisk vis blevet krøllet, og sørme om du ikke også får spildt morgenkaffen på den. Samtidig har konen belejret badeværelset, hvor foundation og læbestift er gået i stilling på den ene side af håndvasken, mens cremer og olier klargør artilleriet fra den anden side. Og alt tyder på en skyttegravskrig. Børnene skal selvfølgelig også i tøjet, men i stedet for dine børn, er det lige pludselig chimpanser på speed, som er to numre for store til tøjet, som du skal gøre klar. I sandhed en kaossets time. Det er måske denne situation, danske Hour of Chaos har taget navnet fra. Måske ikke. Men bandet er i hvert fald klar med debut ep'en Death.

Så langt er der heller ikke til den næste brønd

Der er dog intet kaos eller stress over genren, som Hour of Chaos har kastet sig ud i. Thrashet melodisk dødsmetal, som vi har kendt det i årtier.

Selvom Hour of Chaos ikke genopfinder den dybe tallerken, så er der noget universelt tilfredsstillende over et nummer som “Human Waste”, hvor riff, groove og afsluttende solo bliver gjort ordentligt uden bekymring for potentielt manglende opfindsomhed. Ting, der er værd at gøre, er som bekendt også værd at gøre ordentligt. Og den Urkraft og Arch Enemy pingpong, som der føres på lukkeren “Abused And Enslaved” er bestemt godkendt.

Hvad, der dog er svært at give et godkendt stempel, er resten af ep'en. For på trods af at Hour of Chaos får pingpongen til virke på “Abused and Enslaved”, så er “Tormented Soul”, “Dying Bride” og “Empire” et inspirationsløst, gumpetungt sammensurium af Urkraft, Hatesphere og hvad end svensk melodisk dødsmetalband, man først kommer i tanke om. Specielt riffet på “Dying Bride” får mig til at spekulere i, om den kreative brønd for alvor er ved at rende tør. Samtlige bands, som har gjort sig i noget, som bare rimer på thrash, har misbrugt det riff i en sådan grad, at der snart skal kontaktes et krisecenter eller to. At “Empire” bagefter prøver at gå Burn the Priest i bedene, men kun formår en irritation over at blive sprunget over i køen, får nummeret til at falde fuldstændig til jorden. Det overordnede problem med Death illustreres dog fint på åbneren “Tormented Soul”. Det lyder ganske tilforladeligt, men samtidig så lyder det også som de snesevis af andre thrashede mere eller mindre melodiske dødsmetalbands, som Danmark har spyttet ud. Genren er, med rød-hvide briller, totalt mættet, brønden er et udtørret hul, og alle nye bands er på sin vis ligegyldige. Begiver man sig alligevel ud i genren, så skal man give den et tydeligt særpræg, og det gør Hour of Chaos desværre ikke.

H’et i thrash er efterhånden gennemsigtigt

At Death ender ud som en vellydende, men alligevel ligegyldig udgivelse skyldes udelukkende, at ep'en ikke er udgivet for cirka 20 år siden, da det danske melodøds-thrash marked ikke var mættet. Tiden er desværre en unfair modstander, så mine eneste råd til Hour of Chaos, hvis de vil være mere end et hobbyprojekt, er: Enten skal samtlige numre være så velskrevne, at The Haunteds rEVOLVER fremstår middelmådig, eller også skal næste udgivelse vende bunden i vejret på genren med en uventet drejning. Sker det ikke, ja, så er tjansen som første af tre opvarmningsbands til Hatesphere loddet, Hour of Chaos må trække.