Hvilket horn?
Ordet ’Horn’ kan have tre forskellige betydninger inden for metalgenrer, med væsentlige forskelle til følge. Refereres der til de horn, som gør den bukkehornede bukkehornet? Eller til et redskab, man drikker af, og som skal tømmes i ét drag? Eller er der tale om en form for blæseinstrument, der sædvanligvis signalerer enten jagt eller kamp? Spørgsmålet var væsentligt, da jeg ikke kendte bandet og generelt ikke er til folkeinspireret drukmetal. Men siden black metal-projektet – tilhørende en tysker ved navn Nerrath – udgives på Iron Bonehead, følte jeg mig forvisset om, at Horn var inspireret af Satans ditto. Så valget faldt på Horn.
Hverken druk eller Satan
Efter en fire minutter lang intro spillet på cello kommer den første overraskelse: Stik imod mine forventninger er Nerraths horn typen, der gjalder ud over en slagmark. Første egentlige nummer ”Satt scheint der Sud der Tat” indledes af et tempofyldt backbeat, som snart tilføjes først en tyk, drivende bastone og dernæst en melodisk akkordprogression. Nerrath gør sin gang i to øvrige doom-bands (Cross Vault og Latitude Egress), og det musiske udtryk på Mohngang rummer mindst lige så meget barsk doom som black. Snarere end at spille black metal i doom-tempo kommer blandingen til udtryk i sangenes udviklinger. Førnævnte albumåbner (fraset indledningen) holdes i doom-tempo længe nok til, at Nerrath kan etablere et højtideligt tema med sin vokal, hvorefter han øger tempoet og introducerer både thrash-, punk- og blastbeats. Andetsteds, på ”Vom Tribock hohl geschossen”, veksles versets NWOBHM-riff med et melodisk black metal-omkvæd, hvilket baner vejen for en doomet afslutning. Fortrinlig sangskrivning.
Nerraths præstationer er imponerende nok til at afkræve et afsnit for sig selv. Først og fremmest: Hans stemme synes støbt i stål og slebet af svie og smerte; hans bidske knurren giver musikken en ukuelig barskhed, mens vellykkede strejftogter udi semimelodisk brølen og direkte sang gør omkvædene lige så højtidelige, som de bør være. De facto-afslutteren ”Ødegård und Pendelschlag” nyder i særdeleshed godt af vokalen; en melankolsk, tonstung og højtidelig affære, som kræver og opnår de samme kvaliteter fra vokalen. Guitarværket, hvad enten det er tremolo-spillede melodier, akkordprogressioner eller barske riffs, er naturligvis velskrevne, men jeg vil hellere fremhæve trommerne som endnu et omdrejningspunkt. Nerrath forstår at tilpasse. Mit eneste egentlige problem med albummet ligger i produktionen. Lydbilledet er temmelig komprimeret, og navnlig de melodibærende instrumenter flyder sammen i passager, hvor lydbilledet bliver overbefolket. Dertil har stortrommen ikke helt lige så meget dybde og vægt, som jeg kunne have ønsket; der er et stykke med dobbeltpedal i den ellers formidable ”Wär nicht Traubhagel”, som kunne have tordnet bedre.
Drag mod pladekælderen
Jeg har prist Mohngang længe nok, men alligevel er der områder – sproget, instrumenteringen, atmosfæren, korstemmerne – jeg ikke er kommet ind på. Men selv hvis der ikke var mere end de hårde riffs, tunge trommerytmer, moltonede folkeinspirerede melodier og den fremragende vokalpræstation, ville Mohngang være værd at eje. Sangskrivningen byder ovenikøbet på sange rige på udvikling og spænding, hvilket skaber et stemningsfyldt album, der vækker sammenbidte miner og knyttede næver. Mohngang er absolut et plyndringstogt til pladeforretningen værd; især i håbet om, at vinylen er mindre komprimeret.
