Hollenthon spiller storladen, melodisk og dyster metal spækket med symfoniske elementer som strygere, kor og et stænk blæsere i ny og næ. Umiddelbart ledes undertegnedes tanker imod en blanding af Therion og Darkthrone. Der er især lagt vægt på stemningen, og på et nummer som "The Son of Perdition" er det svært ikke at få associationer til den væmmelige skaldede mand fra Indiana Jones, der i sin tid flåede hjerterne ud på folk i sit tempel.

Opus Magnum, der ifølge promomaterialet har ladet vente på sig i syv år, slår da også igennem som værende et uhyre gennemarbejdet album. Der er ingen ligegyldige filler-numre, og den episke stemning vedligeholdes hele vejen igennem. Balancen mellem de rå og de symfoniske elementer er ramt uhyre godt, og man sidder på intet tidspunkt med en fornemmelse af at der er gået Nightwish i det hele. Alt i alt et både interessant, varieret og veludført album.