Karthago kalder til kamp
Der er godt nyt til alle, der kan lide historisk heavymusik, såsom Amon Amarth, Sabaton og Arkona. Vi skal have udvidet horisonten til mere end bare vikingetiden. Vi skal endnu længere tilbage i tiden. Til en tid med gladiatorer, kejsere og legioner. Genren er romermetal, og vi starter med planlægningen af et legendarisk felttog. Den puniske general Hannibal forbereder Karthagos krigselefanter på en march mod ”the mortal enemy”, som Ex Deo her betegner Romerriget. Scenen for Ex Deos tredje album The Immortal Wars er således sat. Et canadisk modsvar til vikingemetallen, der kan blive mindst ligeså blodigt og testosteronpumpet.
Krigselefanter, kampgrowls og helvedesriff
Efter introduktionssangen springer Ex Deo direkte til actiondelen. Sangtitlen, ”Hispania – Siege Of Saguntum”, beskriver den historiske handling meget godt, og viser også, at bandet går all in på historienørderiet. Forgrowler Maurizio Iacono sørger for, at brutaliteten, både i musikken og lyrikken, bliver den røde tråd, og den kan sagtens sammenlignes med niveauet af den seneste musik fra Kataklysm (Iaconos originale band). Det bliver et spændende mix af powerelementer som orkestralsk baggrundsmusik, militærtaler og stærk beatmarkering, og tunge, dysharmoniske helvedesriffs fra dødsmetalsgenren. Sammen med en veludført sangskrivning og -produktion trækker dette Ex Deos historienørderier op på højde med f.eks. Amon Amarth, der også har slagkraften til at få et bredt publikum til at growle med på de glemte sagaer. For The Immortal Wars har værdi ud over deres unikke tema. Breakdownet efter ordene ”I am the general, you cannot kill!” i sangen “Ad Victoriam (The Battle of Zana)” byder på et hamrende lækkert melodeath-riff, som pladen generelt er spækket med. Et godt mix af klassisk melodi og slayersk dysharmoni, der banker romerhistorierne godt fast i bevidstheden.
Konceptet lader til at være vigtigere end singlesangene for Ex Deo. Albummet er en helstøbt fortælling med en tydelig rød tråd, der ender i en storladen, melodisk triumf for romerne på ”The Roman”. ”Intermezzo - Suavetaurilia”, der er et instrumentalt nummer i midten, sørger for at dele de udødelige krige op i to afsnit. Sådan får man et pusterum, før anden halvdels massakrer tager fat med den kendte erklæring ”i øvrigt mener jeg, at Karthago bør destrueres”. Alle numre passer godt ind i strukturen, dog med et enkelt kritikpunkt. Enkelte numre flyder sammen i massen af storladenhed, ære og vold. På trods af tydelige variationsnumre i starten, midten og slutningen, mangler sangene ”Crossing of the Alps” og især ”The Spoils of War” noget nyt eller karakteristisk. De trivialiseres af de andre sange på albummet i samme stil, der har federe og mere karakteristiske riffs, og kan kun retfærdiggøres, fordi de fortsætter koncept-historien. Ikke fordi de bidrager meget til den musiske oplevelse.
Unikt tema og lækre riffs
Det er måske et uretfærdigt krav, at alle sangene skal være unikke, når Ex Deos kombination af melodisk dødsmetal og Romerriget i forvejen er en meget unik vinkel. The Immortal Wars giver et fedt, velproduceret alternativ til de mange vikingemetalalbummer, og det får helt sikkert lov til at tage på flere ture gennem mit stereoanlæg efter færdiggørelsen af denne anmeldelse. Pladen ser sig ikke fri for nogen fyldsange, men de fede numre er i overtal, og de trækker otte solide kranier med hjem til romerbandet.
