Australske Hobbs Angel of Death lyder stadig som tidlig Slayer, men nu med tvist af black og Gøteborg.
Aussie-thrash
Hobbs Angel of Death er noget så sjældent som et australsk thrash-metal band. Genren har siden dens spæde begyndelse i de tidlige 80'ere haft det svært i Australien, hvor de lokale “mastodonter” udgøres af Mortal Sin ...og Hobbs Angel of Death.
Bandet udgav i 1988 sit debutalbum “Hobbs Angel of Death”. Hovedmanden bag projektet, Peter Hobbs, beskrev deres musik som metal i dets reneste form, en “virgin metal”. Man kan dog fristes til at beskrive den som en Venom-inspireret thrash-metal med stor parallelitet med den tidlige Slayer (inspirationen herfra kan måske også anes i band-navnet) og den teutoniske scene. Uagtet genrebetegnelsen og diskussioner om originalitet var det et virkelig godt album. Faktisk så godt, at Metal Hammer satte den på listen over all-time top 50-thrash-albums.
Heaven does bleed
Heaven Bled er bandets tredje album på 29 år (og så brokker folk sig over Tool...), og på det møder vi lige præcis samme Venom/Hell Awaits-agtig thrash-metal, som vi kender og elsker.
På albummet er der dog blevet skruet lidt mere op for inspiration fra black metal i form af tremolo-guitar og blastbeats. Specielt i introen til ”Il Mostro de Direnzi” og i nummeret ”Walk My Path” sad jeg i et kort øjeblik og tænkte “Er jeg kommet til at spille den med Dark Funeral?” Men så kom Hobbs ikoniske vokal og beroliger mig. Han lyder som (en muligvis lidt ældre udgave af) sig selv: Lige ud af landevejen råbe-vokal, uden alt for mange dikkedarer og forsøg på andre tekniske virkemidler. Det er befriende simpelt.
Vi får på albummet også ganske subtilt flirtet med Gøteborgs melodødsscene. Lyt f.eks. til guitarens harmoniske og melodiske melodistykke i førnævnte ”Walk My Path”.
Produktionen har nogen fine niveauer, de forskellige instrumenter imellem, men vedkommende, der har stået for stereomixet har vist været i en ordentlig brandert. Flere gange i løbet af albummet brager guitar-riffet ud af højre kanal, mens der er fuldkommen stilhed i venstre.
Pure Virgin Metal
Et album, der leverer, hvad den lover: “pure virgin metal” uden at hænge sig i for mange trends og rigid genre-tænkning. Med rødderne plantet solidt i Slayer, leverer Hobs Angel of Death lige præcis, hvad de vil. Albummet bliver i længden en anelse langt - men i bund og grund gør det godt (men lyt lige til det i mono, ikk'?).
