Åh gud, det er en hippie
Det er altid sjovt at vælge en kunstner, man intet kender til forud for sin anmeldelse. Er det godt, er det dårligt, går jeg i mosen i bar frustration? Hexvessel viser sig slet ikke at være så farlige, som de lyder, og jeg vidste med det samme, jeg ville få min sag for, da jeg så deres pressefoto. Kofter, kapper, knoglehalskæder og et par malplacerede hatte gav mig straks det indtryk, at jeg ville få en fesen omgang hippie hurdy-gurdyelskende, trækrammende, moder-jord-tilbedende, i-bare-tæer-dansende folk. Men jeg burde snart have lært ikke at skue bandet på pressefotoet, for hold da op, hvor måtte jeg æde mine fordomme i mig igen.
Falsk alarm
Åbningsnummeret ”Blessing” er en 23 sekunder lang a cappella vise, der fører os over i ”Son of the Sky”, der minder om Opeths Damnation, i den forstand at den er akustisk, afslappet og ikke uden en vis sørgmodighed. Vokalisten Mat "Kvohst" McNerney har en blid vibrato, der ikke på nogen måde er for meget eller for lidt, men nøje afstemt de vinde, der blæser på pladen. Stemningen fortsætter på tredje nummer, ”Old Tree”, der atter læner sig op ad Damnation i både sangstruktur og stemmeføring, men på ingen måde plagierer. All Tree er slet ikke så deprimerende, som Opeths førnævnte mesterværk, men er i stedet passende melankolsk. Men det sørgmodige aspekt er ikke opgivende, tværtimod. ”Old Tree” og ”Changeling” er det perfekte soundtrack til lidt rundt om bordet-rollespil, og ”Ancient Astronaut” minder om kunstnere som Jerome Reuter og Current 93. ”Visions of A.O.S” leger med den mellemøstlige skala og glider ubemærket over i fuglefløjt og optimistisk akustisk guitar på den drømmende ”A Sylvan Sign”. På ”Wilderness Spirit” kommer der lidt sus i trækronerne, og tempoet er markant højere. Vokalarbejdet er harmonier, der oser af det folk, jeg var blevet lovet, og jeg får helt lyst til at flytte ud i vildmarken og bo i en gammel bus for mig selv, til mit nummer bliver trukket.
Det er umuligt ikke at blive poetisk i selskab med Hexvessel. Hvert nummer byder på behagelige folkballader, der bliver fremført med en naturlig selvsikkerhed, der kommer af at vide, at det man laver, er godt, og at man er dygtig til det. Den diskrete ambience af fuglefløjt og blade, der rasler, går fantastisk godt i spænd med de underspillede soloer, og den skingre fiol, som er at finde på samtlige numre, er som en flod, der slanger sig igennem den dybe skov, glitrende i solen. Et blik på deres Facebookside nævner blandt andre Nick Cave og King Crimson som inspirationskilder, og selvom jeg godt kan se ligheden på visse punkter, så mangler der den truende tordensky i horisonten, der er Caves lyriske og musiske univers. Det psykedeliske er svært at finde som rød tråd, men ”Birthmark” er et nik i retning af Pink Floyds indiskutable effekt på et utal af bands igennem tiden. Først på ”Liminal Night” er det, som om skyerne trækker sig sammen, og de første dråber falder tungt med den afsluttende ”Closing Circles”. Den går smukt hånd i hånd med åbningsnummeret – melankolien er nærmest håndgribelig i både tekst og melodi, og jeg forstår for alvor, hvorfor Nick Cave er nævnt.
Årets ikke-metalplade
Metal er det på ingen måde. Men det betyder ikke, I bør undlade at høre den, hvis I synes, verden er for fjendtlig. Her er plads til det langsomme, det rolige, det blide, faktisk alt det modsatte af, hvad jeg havde forventet ud fra navnet alene. Det er aldrig påtrængende, påtaget eller overdrevet, og jeg vil anbefale alle, der har ører i hovedet, til at give Hexvessel en chance. Som en anden millenial Guldlok, synes jeg den her er lige tilpas, og jeg kan ikke se, hvorfor All Tree ikke skulle vinde indpas i min pladesamling.
