Højt at flyve …

Det er over 30 år siden, Nicke Andersson og Andreas “Dregen” Svensson dannede The Hellacopters. Et sideprojekt, der sidenhen skulle vokse sig til at blive deres primære musikalske beskæftigelse, indtil de i 2007 satte værket på pause. Efter bandets gendannelse skulle der gå otte år, før Eyes of Oblivion så dagens lys. Svenskerne har siden skruet op for produktionen, og nu er efterfølgeren, Overdriver, her så. Kan The Hellacopters virkelig vride mere ud af deres tre akkorder formel rock?

Er vi der ikke snart?

Tempoet sættes højt allerede fra første akkord på “Token Apologies”, og så er soundtracket til en hæsblæsende flugt hen over rock’n’roll-landskabet ellers sparket i gang. På denne tur beskæftiger vi os mest med liv og glade dage. Variation i tempo og stemning er der ikke meget af, og vi lader lalleglæden være pilot, mens bekymringerne efterlades på landingspladsen. Kun en enkelt gang eller to stopper vi op og kommer i tanke om, at vi ikke skal leve for evigt.

Sammenlignet med deres tidlige materiale, der godt kunne læne sig til den rå side, viser The Hellacopters i denne omgang en poleret og tilnærmelsesvis ufarlig side frem – en stil, de i øvrigt fortsætter fra Eyes of Oblivion. Pladen fungerer da også bedst på en sjæler som “(I Don’t Wanna Be) Just A Memory”, som, ironisk nok, er det eneste virkeligt mindeværdige nummer.

Med denne type rock, hvor refrænet gentages ad nauseam, er der heldigvis tale om overvejende kompakte numre, der for det meste holder sig omkring tre minutters spilletid. De når altså at være ovre, før de for alvor bliver for pågående. Selvom jeg ikke kan lade være med at vippe med foden og næsten når at holde af de midlertidige ørehængere, føler jeg, at pladen med sine godt 44 minutter er lige lang og ensformig nok.

Uforskammet medrivende. Men …

… jeg føler mig alligevel hensat til mine unge dage, hvor familiens ældre herrer ved festlige lejligheder tvangsfodrede mig med suppe, steg og is-rock, efter de havde fået nys om, at jeg var til ’hård’ musik. Det kunne da være meget hyggeligt og trods alt bedre end blandede bolsjer fra dansktoppen, men helhjertet henrykt blev jeg aldrig. Der er ikke noget nyt på denne udgivelse, og det er næppe The Hellacopters hensigt. Det lyder, som det skal, og finder nok vej ind på playlisten hos mangen en knallertklub – men det skal ikke forveksles med kvalitet.