Hvem er det nu, Helfir er?

Italienske Lucca Mazzotta er tilbage med endnu et album fra sit soloprojekt Helfir. Projektet udgav deres første album i 2015, men Luca Mazzotta har udgivet musik med adskillige bands i mange år, blandt andet Silvered. Det første album fra Helfir fik fine anmeldelser, så det er spændende at se, om de kan følge op på succesen.

Hvis man overlader alt til forsangeren, skal han kunne synge

Første nummer på pladen er meget anderledes end den forrige plade. Nummeret indeholder nemlig growl og meget heavy guitar, hvor forrige album var meget mere lig Pink Floyd i form af langsom og stemningsfuld musik. Åbningsnummeret fungerer ganske fint, og skiftet imellem det tunge og det fine og melodiske balancerer ganske godt. Næste nummer slipper de dog ikke helt så heldigt fra. Her er bandet tilbage ved de langsomme numre, men Luca Mazzottas vokal imponerer ikke, og det er altså kritisk, når hele nummeret lyder som den melodiske del af Porcupine Tree eller Dream Theater. Musikken er meget stille og nøgen, men med smukke melodier. Dette efterlader stort set alt til sangeren, og så er det altså ikke godt, at man får fornemmelsen af, at han bruger al sin energi på bare at ramme tonerne. Der er slet ingen power, fraseringer eller overskud i vokalen, som kan gøre nummeret spændende, og så bliver det hurtigt kedeligt. Det bliver dog bedre på nummeret ”Tide”, hvor der kommer noget dynamik i form af et mere kraftfuldt omkvæd og en helt fantastisk guitarsolo. Hvor kom den fra?! ”Tide” er uden tvivl pladens højdepunkt, men én god og en udmærket en af slagsen er altså ikke nok til en hel skive. Resten kan nemlig deles op i to kategorier: enten meget stille numre, hvor dynamik er helt udeladt, og hvor Lucas stemme ganske enkelt ikke slår til. Eller numre med growl som dynamik, hvor der er inkorporeret elementer fra drum 'n' bass . Et godt eksempel på første nummer er ”Climax 2.0”, som er det mest antiklimatiske nummer, undertegnede længe har hørt. Otte minutter, som stort set kun består af visken, simple elektroniske beats og nogle lange toner på guitar og keys. Der kommer ganske vist en guitarsolo efter fire og et halv minut, men den skiller sig næsten ikke ud, og man er desuden allerede faldet i søvn på daværende tidspunkt.

Man kan altså godt føle et album for meget

Jeg fik engang forklaret, at man skaber højtidelighed i taler, hvis man indlægger kunstpauser, og at dette kunne være med til at skabe stemning og en følelse af storhed. Det har Helfir i dén grad benyttet sig af på The Human Defeat, hvor der er lang introer, lange outroer, og hvor sangen lader vente på sig. Når man gør det, er det imidlertid vigtigt, at der så også vægt bag ordene i talen, og at musikken lever i en sang. Ellers falder det hele til jorden, og det gjorde det denne gang for Helfir. Jeg vil huske denne plade for nummeret ”Tide”, som muligvis indeholder årets guitarsolo, og så vil jeg benytte mig af resten af albummet som vuggevise.