Nyt fra heden 

Hollandske Heidevolk, der har 20-års scenejubilæum her i 2023, er som folk metal-band specielt i den henseende, at de har to sangere, der synger i næsten samme dybe stemmeleje, hvilket giver en koreffekt, der er meget unik. Ud over bas, guitar og trommer peppes sangene op med både strygeinstrumenter og fløjte, der sammen med tekster på deres modersmål nederlandsk gør Heidevolk til et klassisk folkmetal-band. Den 24. februar 2023 udgav de deres syvende studiealbum Wederkeer – på dansk hjemkomst eller tilbagevenden. Det er dog ikke alle bandets medlemmer, der er vendt tilbage siden sidste udspil, der ligger fem år tilbage. For nu er Mat van Baest kommet med på guitar, Kevin van den Heiligenberg på trommer, og Daniël Wansink er ny ved mikrofonen; sammen med Rowan Middelwijk på bas, Koen Romeijn på guitar og sanger Jacco de Wijs har de indspillet denne skive, der med sine 12 numre varer knap en time.

Hedenske hymner

Udgivelsen, som bandet selv betegner som et konceptalbum, fortæller ikke en decideret historie, men tematiserer flere sider af emnerne død og genopstandelse. Det er bygget sådan op, at der er to til tre sange, som kan klassificeres som folkmetal, fulgt af et kort mellemspil, der ganske vist er folk, men ikke metal. Wederkeer indeholder i alt tre af den slags runder, hvorefter der afsluttes med “Zomervuur”, som er en letvægter sammenlignet med albummets øvrige numre, da de førende instrumenter er akustisk guitar og violin. Både Wansink og de Wijs bidrager til at skabe en højtidelig og æterisk stemning, der hylder det, der svarer til vores Sankt Hans-aften. Af de mere hurtige sange vil jeg specielt fremhæve “Hagalaz”, der skyder albummet godt i gang med både storm og uvejr, så man kunne få fornemmelsen af, at hollænderne er en flok vikinger, der er på vej hjem fra togt. Sangen emmer af testosteron med et mandskor, der både kan synge og messe på gammelnordisk: “Wunjo, Othala, Ehwaz, Naudiz / Ansuz, Thunraz, Tiwaz, Wodanaz”, der i kombination med de mange temposkift giver en medrivende fornemmelse af, at man er tilskuer til et hedensk ritual. “Drink met de Goden (Walhalla)” har de samme koreffekter, men her er der mere clean sang, som viser, hvor kompetente de to sangere er. Nummeret har et iørefaldende refræn, der er lige til at synge med på, og igen arbejdes der med skift i kompositionen, da der både inddrages el- og akustisk guitar. På “De Strijd Duurt Voort” er der masser af åh-åh’er og uhm-uhm’er, men her hører vi sang i højere toneleje på skift med en vokal, der er så dyb, at der næsten er tale om growl. Både trommer og guitar er i uptempo, men idet begge sangere synger sammen, kan de sagtens hamle op med den lydvæg, som instrumenterne skaber. De hurtigere numre minder meget om hinanden, da de gør brug af mange af de samme delelementer igen og igen, mens Heidevolk på de mere langsomme numre også inddrager violin og fløjte. Dette sker dog også efter et tilbagevendende mønster, sådan at en lytter, der ikke forstår nederlandsk, sagtens kan have problemer med at skelne sangene fra hinanden, da de ganske enkelt ikke er så unikke hver især.

Never change a running system

Folkmetal falder ikke i alles smag – det er der ingen tvivl om – men Heidevolk er et band med en masse talenter, som de i en vis udstrækning er i stand til at vise på Wederkeer. Det indeholder helt klart en del fede sange, der skiller sig ud fra mængden, men generelt er der ikke synderligt meget variation i numrene indbyrdes. Og når man sammenligner det nye album med de tidligere albummer, er der heller ikke den store forskel eller en udvikling at spore, hvilket ellers ville være forventeligt af et band med 20 år på bagen og en jævnlig udskiftning blandt bandmedlemmerne. Nu skal det ikke lyde, som om udgivelsen er helt elendig, for det er den bestemt ikke. Albummet har en god energi og stemningsfulde kompositioner, så hvis du var begejstret for Heidevolks andre udgivelser, er dette album helt sikkert også noget for dig.