Æder de også vores hjerter?

Københavnske Hearteater spiller ifølge dem selv ulmende post-hardcore. Dette gør dem så, igen ifølge eget udsagn, til en ulmende post-hardcore kvintet. Det skal sandsynligvis ikke tages bogstaveligt i den forstand, at de antænder i blæsevejr – for det ville gøre det danske efterår til en særdeles problematisk sæson for bandet. Så mon ikke det er en flot metafor for, at bandets musik kan bryde ud i lys lue, hvert øjeblik det skal være? Om ikke andet har de i hvert fald smidt deres debutplade A House in Rapture på gaden. Men hvordan kan et standardparcelhus stige op til himlen? Er det fordi, der bliver boligmangel deroppe, når alle kristne sjæle skal have et sted at være?

Nej, de æder dine genrefordomme…

Udelukkende at bruge genren post-hardcore til at beskrive Hearteaters lyd er en anelse fornærmende, da dette smider dem i samme kategori som f.eks. Sleeping With Sirens, Pierce the Veil og lignende bands med en lyd, der udelukkende appellerer til edgy teenagepiger. Hearteater har i stedet valgt at gå på shoppetur i det store core-supermarked og taget lidt forskelligt med hjem fra hylderne – øverste hylde, vel at mærke.

”Carcosa” og ”Building and Burning” bærer tydeligt præg af, at hardcoreafdelingen har været ganske velbesøgt. Sidstnævnte nummer er ganske vist også gæstet af Alexander Kolby fra Dirt Forge og Dan Christensen fra Sons of Death Valley, hvilket muligvis forklarer, hvorfor netop dette nummer er så hardcorepræget. Dog ændrer det ikke ved, at begge numre er komplette med råbt og skreget vokal, skramlet bas, eksplosiv energi og aggressive riffs. ”Teeth (With Which to Eat)” og ”Vile//Rebirth” trækker i en mere metalcorepræget retning med tungere riffs, breakdowns og et brøl, der vil få de førnævnte teenagere til at løbe skrigende bort. Hvilket, hvis man skulle være i tvivl, er et kvalitetsstempel. På intet tidspunkt lyder den tydelige repræsentation af disse to genrer som gimmicks. De er velovervejede, seriøse og giver A House in Rapture et mere sammenhængende og struktureret lydbillede, som gør, at pladen ikke føles som en samling enkeltstående numre, men som en helhed, der bør høres fra ende til anden.

Udover hardcore og metalcore lyder det til, at de også lige skulle prøve noget moderne djent af i omkvædet af ”Bleed the Sky”, hvilket har haft et ganske hæderligt udfald. Desværre er verset ikke så voldsomt spændende. Det lyder lidt, som om de har bedt Tim Christensen om et gemt nummer fra sin solokarriere, der kunne trænge til et post-hardcore twist. Det bliver lige lovlig følsomt og trist, og i sidste ende virker det kedeligt i forhold til resten af pladen. Der er flere sektioner som disse andre steder på pladen, men de holdes for det meste oppe af en mere rocket instrumentering. De to mellemspil ”---|Ataraxia|---” og ”---|52 Hz|---” er en omgang klimpren på en akustisk guitar og kunne enten have været outro på de foregående numre eller skrottet helt.

…og så alligevel ikke helt

At Hearteater har valgt at fokusere på at fremhæve hardcoredelen i post-hardcore og inkorporere metalcore giver A House in Rapture en mere voksen og seriøs lyd, der løfter dem op over de resterende bands i genren. De slipper næsten det lidt for følsomme udtryk – men kun næsten. Dog er der god grund til optimisme, når det nu er en debutplade, og bandet forhåbentlig har mange år foran sig.