Jamey Jasta og de andre bøller er tilbage i skolegården, og der er øretæver i luften

Den hårdt støbte skriftestol

Regnskabets time er kommet, og vi står nu overfor den hårde kerne i Hatebreed endnu engang. Gruppen er berygtet for at være ekstremt aggressive og fandenivoldske. Det er det, man bare sidder og beder til… at de stadig er det! Hardcore-veteranerne er ude med deres syvende album, skateboardet og den vrede attitude er fundet frem, og nu skal der fandeme deles håndmadder ud. Men har de det stadig, eller går det dem for godt til, at de stadig kan være vrede nok?

Tilbage til rødderne

Det står klart fra første lussing, at Hatebreed er vredere, end de har været i lang tid. ”A.D” sætter gang i slagsmålet med en sådan vildskab, at slagene går lige igennem de parader, du har sat op fra deres forrige album. Der står nådesløshed malet over dette nummer med Jastas blodstørstige røst og de aggressive, thrash-lignende riffs. Du når knap nok at få lappet dine sår, før ”Looking Down the Barrel of Today” og ”Seven Enemies” for alvor sætter dødsstødet ind. Selvom det gør ondt alle steder på din krop, så er det fantastisk at mærke, at Hatebreed er tilbage i kampform og igen kan sætte tonerne til en voldsom moshpit. De hårdkogte riffs og brutale trommer har ikke lydt bedre siden Supremacy. Man får bare lyst til at kaste de knyttede næver i luften og skråle med på ’No rest, no sleep!’.

De er virkelig gået tilbage til rødderne med det her album og med et nummer som ”Something’s Off”, kan man fornemme bandemedlemmerne i kulissen, der står og svinger deres bat. Den her thrash-/punk-lyd, som de har leveret så godt før, er tilbage – sammensat med tonstunge og hurtige riffs. Selvom opskriften er meget simpel, nemlig aggressivt og nådesløshed, så er der stadig masser af diversitet og adspredelse på dette album. ”The Apex Within” giver referencer til 90’ernes hardcore/punk og de gamle veteraner i Suicidal Tendencies. Det bedste af det hele er, at du virkelig tror på det hele, da det virker oprigtigt og ikke så tvunget, som det før har gjort.

Det skal gøre ondt

Hvis The Divinity of Purpose var et album, som var målet for, hvor bandet gerne ville tage det hele videre til, så er The Concrete Confessional lyden af et mere old school Hatebreed. Alt i alt så er det et lækkert album de har forsynet os med, som med garanti kommer til at give mange blå mærker i pitten. Men hvis du nyder dette album, lige så meget som jeg gør, så tager du gerne imod de skrammer.