Hate er ude med deres niende album, siden de blev dannet i 1996, og med endnu et album der er nøjagtig så kompromisløst, som man kunne forvente. Dette er soundtracket til jordens undergang. Temaet er had og død - og lyden er naturligvis kompromisløs blackened death metal.
Du er færdig…. Du ved det bare ikke!
Hate mistede under tragiske omstændigheder deres bassist under sidste turné. En dag vågnede han bare ikke op i tour bussen. Det er sikkert ikke en oplevelse, som har givet polakkerne et mildere syn på fremtiden generelt, og dette sortsyn kendetegner Crusade: Zero fra start til slut: Vi er færdige.
Udgangspunktet er en polsk science fiction-roman om vores kommende undergang. Tesen er, at alle civilisationer før eller siden møder deres endeligt. Det er uundgåeligt. Vi har allerede stillet træskoene, vi ved det bare ikke. Endnu.
Men når vi nu skal vinke farvel til det blå rejsekort, X-factor og alt dét som kendetegner højdepunktet af den vestlige civilisation, hvorfor så ikke bruge tiden fornuftigt? Her er Crusade: Zero netop dét soundtrack, du gik og manglede.
Udelukkende højdepunkter
Albummet starter med skummel ildevarslende klassisk musik, og spændingskurven er stigende… Herefter starter den tunge instrumentale "Lord, make me an instrument of my Wrath!” før “Death Liberator” tager over. Her er gemen growl, gode soloer, fantastiske riffs og en gennemført fæl stemning, alt sammen understøttet af en produktion som matcher.
Herefter er det svært at holde styr på højdepunkerne, for der er kun gode og afvekslende numre, kombineret med små instrumentale pusterum før dommedag ruller igen.
“Leviathan” starter som et mid-tempo nummer, som leder tankerne i retning af Behemoth. I det hele taget bevæger albummet sig i spændingsfeltet mellem de seneste udgivelserne fra Vader og Behemoth. Vi når ikke helt topniveauet fra deres respektive 2014-udgivelser, men generelt er polakkerne bare pokkers godt kørende med hensyn til ekstrem metal netop nu.
Du er nu 51 minutter nærmere din undergang.
En udenlandsk anmelderkollega slagter albummet for at være identisk med bandets tidligere udgivelser. Den slags fine fornemmelse har vi ikke. Albummet er djævelsk rutineret udført, gennemført produceret, og gennemgribende ondskabsfuldt levereret. Forvent dog ikke noget banebrydende nyt, men alt i alt rækker det dog rigeligt for undertegnede.
Du er nu kommet 51 minutter nærmere din egen undergang og din uundgåelige selvdestruktion. Du trykkede på ”Play”. Hate leverede soundtracket.
