Velkendte blasfemikere

Når det kommer til dødsmetal, er Deicide et af de bands, som nærmest ikke behøver nogen introduktion. Om ikke på grund af mængden af legendariske albums så for deres blasfemiske og antikristne tekster og image. For de fleste er de nok næsten lige så kendte for forsangeren og bassisten Glen Bentons mange kontroversielle interviews og udtalelser, samt for hans vane med at brændemærke omvendte kors i panden på sig selv. Men hvor står Deicide så i dag? Virker musikken svag i forhold til deres vrede og kompromisløse første plader?

Ny guitarist og fornyet produktion

Tjaa, ændringer er der i hvert fald sket, og med ca. 30 år bag sig er det måske også fair nok. En af de primære forskelle ligger i, at leadguitaren har fået væsentligt mere spilletid, hvilket ses i en mere melodisk sangskrivning samt markant flere guitarsoloer. Dette kommer både som en fordel og en ulempe for bandet. Den nye leadguitarist Mark English har skam også fået noget af en prøvelse, da han har som tjans at skulle erstatte en af dødsmetallens måske mest legendariske guitarister, Jack Owen, der spillede med Cannibal Corpse fra 1988-2004 og med Deicide fra 2004-2016.

Det er måske her, han til tider har det med at “overkompensere” en smule. Det er nemlig ikke altid, at de melodiske elementer passer helt perfekt til de mørke og sataniske tekster. Her kan man blandt andet tage fat på albummets anden sang “Crawled From The Shadows”. Det tremolopickede riff i versene er velskrevet og lyder som sådan også godt, men virker desværre en anelse malplaceret i en Deicide sang, da det nærmere lyder hen af noget, vi kunne have fået fra et band som Amon Amarth. Hans soloer er heller ikke altid lige fantastiske på trods af hans tekniske kunnen. Singlen “Excommunicated” starter eksempelvis med en solo, som generelt består af et forholdsvis forudsigeligt spil hen over dimskalaen. Dette solospil kommer også igen flere gange i løbet af sangen. Dette betyder dog ikke, at det er en skidt sang overhovedet, da resten fungerer, som det skal.

For det hele behøver heller ikke gå op i brok. Der er nemlig en masse gode ting at komme efter på pladen. En sang som “Defying the Sacred” lægger eksempelvis ud med en guitarsolo, der på bedste vis lyder en del som noget fra de senere plader fra Death. Det fungerer vældigt fint, da versene spiller i en helt anden stil, og de derfor formår at give det deres eget personlige præg. Generelt er der som sagt en del fede sange at tage fat i, og vi får stadig serveret en forholdsvis solid omgang død. Dette blegner dog en smule, da albummet er meget pænt produceret og dermed mangler en smule af den brutale energi. Når alt høres så klart og tydeligt, går det desværre en del ud over det vrede udtryk, pladen gerne vil levere. Jeg forstår sagtens, at bands følger med tiden, og det havde også virket en smule ynkeligt, hvis de stadig forsøgte at opretholde den kælderkolde lo-fi produktion fra deres første par album. Bandets forrige album In the Minds of Evil ville jeg dog mene var et godt eksempel på en velproduceret plade, da den gav plads til masser af ondskab og aggression uden at fedte for en lettere forældet lo-fi produktion.

Godkendt udspil, men bedre held næste gang

Perioden fra sidste plade og frem til denne har været den længste mellem to Deicide album, og det er måske også derfor, at jeg sidder en anelse skuffet tilbage. Især da jeg ville mene, at de med In the Minds of Evil leverede et af deres bedste albums i det nye årtusinde. Dette kan Overtures of Blasphemy desværre ikke helt leve op til. Trods fejlene og den umiddelbare skuffelse ved første indtryk vokser pladen dog på en og har altså også en del gode sider til sig, og den er da heller ikke ligefrem bandets lavpunkt. Jeg vil dog håbe på en lidt kortere ventetid frem til den næste plade og håbe, at der vil være en smule mere ondskab at finde der.